-
Forside

logo logo logo

 

 

 

★★★★★

EN LILLE BOG OM OPERA

af

Kasper Holten

Forlaget Lindhardt og Ringhof

For nogen står opera som en elitær og bedaget kunstform, og for andre repræsenterer den selve meningen med livet. Det sidste må siges at være tilfældet for Det Kongelige Teaters nyudnævnte chef Kasper Holten, der i en meget ung alder blev ramt af, hvad der bedst kan betegnes som uhelbredelig operafeber. Den godartede sygdom kan man høre mere om i Holtens passionerede, engagerede og honnette bog med den beskedne titel EN LILLE BOG OM OPERA.

Bogen er løst orkestret og lader sine kapitler knopskyde og forgrene i mange spændende retninger. Selvom den ikke er meget mere end 200 sider, føles det faktisk som en stor bog, for når man har færdiglæst den, sidder man tilbage med indtrykket af en enormt vidende og velbevandret praktiker og ekspert ud i kunstarten opera.

Opera er en kunstart, der stammer tilbage til begyndelsen af 1600-tallet i Norditalien, hvor nogle rige mennesker gerne ville vise, at de havde råd til at købe den allermest opulente underholdning. Grundfortællingen i opera er derfor ret enkel og oftest spundet over handlingen dreng møder pige, de elsker hinanden, pige dør, og dreng bliver ked af det, som Holten knastørt konstaterer.

I en alder af blot ni år så Holten sin første opera i form af Bizets "Carmen". Det var en skelsættende og skæbnesvanger oplevelse, der lagde vejen for hans videre færd i livet. Først blev han den yngste instruktør nogensinde på Det Kongelige Teater i en alder af 23 år og siden operachef selvsamme sted. Derfor gav det god mening, da Holten blev udnævnt til operachef på Royal Opera House i London i 2011. Men succesen er langt fra steget ham til hovedet, da Holten skriver om opera på en så ærlig og uprætentiøs facon, at selv de mest forbenede sjæle vil bløde op og fatte interesse og nysgerrighed for opera.

Det første der slår én, er den imponerede spændvidde og dybde, der kendetegner EN LILLE BOG OM OPERA. Holten skriver eksempelvis levende om de forskellige sangstemmer og deres klangfarver. Dertil udtrykker Holten sin udelte begejstring for koret, som han anser som det mest overvældende selvstændige ensemble.

Endvidere kaster Holten sin uforbeholdne kærlighed på scenografer som Steffen Aarfing, der stod for scenografien til Karol Szymanowskis opera Król Roger i London i 2015. Holten hylder også sangstjerner som Sonya Yoncheva, Placido Domingo og Joyce DiDonato for deres store register.

Naturligvis er der viet en del plads til berømte operaer som Giuseppe Verdis ”La Traviata”, Richard Wagners ”Valkyrien” og Alban Bergs ”Wozzeck”, der alle bliver beskrevet og fortolket med stor indsigtsfuldhed og erfaring.

Karakteristisk for EN LILLE BOG OM OPERA er Holtens evne til at mestre den svære disciplin, der går ud på både at formidle til et ukyndigt og til et lærd publikum uden at komplicere eller forfladige stoffet. Tværtimod skriver Holten med en elegant pen, der giver en lethed og spændstighed i teksten.

Bogen bevæger sig aldrig helt ind privatsfæren, da hovedvægten er på operaen, men alligevel fremstår den som en ærlig og personlig beretning om Holtens smittende kærlighed til operaen. Det er svært at forestille sig en mere veloplagt og velskrevet introduktion til operaens univers - og et bedre valg til chefposten for Det Kongelige Teater.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)