FOR ENDEN AF REGNBUEN

★★★☆☆☆

Tobias Trier udfordrer atter publikums dømmekraft – denne gang i foyeren på Nørrrebros Teater. Indpakningen er unægtelig en anden, men FOR ENDEN AF REGNBUEN ligner alligevel forgængeren "Dirigenten" en del rent indsholdsmæssigt.

Dengang – i 2016 på Rialto Teatret – var det den stilfulde Vitus Cornelius Gormsen alias Tobias Trier, der brugte sin sangcyklus til at lokke penge og værdigenstande ud af folk. Nu er det som den smagløse og mere foruroligende troubadour Kaj Bino, at Trier forsøger at forblænde os – nu krydret med klæg dansk-pop i en stadig mere religiøs sammenhæng.

Iscenesætteren Johan Saraow kunne med fordel have beskåret forestillingen med et kvarter, og måske leget lidt mere med formen, så gentagelsesfaktoren ikke virkede så iøjnefaldende.

Tobias Trier udviser en god fornemmelse for dansktop-genren anno 2018 og hans stemme er såmænd ikke ringere end mange af de nye dansktop-talenters. Glimrende sangere som Birthe Kjær og Dario Campeotto kan dog sove roligt!

Triers manuskript til "Dirigenten" forekom stærkere, og ideen om at bidrage økonomisk til en fælles korudflugt syntes mere plausibel end den skrøne, vi møder i FOR ENDEN AF REGNBUEN.

Så selvom Tobias Trier hører blandt de mere originale stand-up’ere p.t., forlod man foyeren på Nørrebro Teater med en følelse af, at satiren denne gang blev for overtydelig og dermed mistede en del af sin effekt.

(Michael Søby)