★★★★☆☆
Uta Motz har i de senere år gjort sig stærkt bemærket i forestillinger som "Slagballe Banke" og – ikke mindst – "Tilbage til Haifa". Nu gæster hun Riddersalen i anledning af CPH STAGE 2018 med Thurø Musikteaters sørgmuntre forestilling PIAF ledsaget på guitar af Anders Allentoft.
Uta Motz har alle forudsætninger for at spille PIAF og hun ligner hende tilmed, når hun står der i sin sorte kjole med endnu en flaske i hånden. Sangene synges på et formfuldendt fransk, der låner autenticitet til forestillingen, og selvom Uta Motz stemme trods alt ikke rummer til Piafske kraftfulde trods, så har hun til gengæld en inderlighed, som gør at sangene går hjem.
Uta Motz fortæller om Piafs liv fra vugge til krav assisteret af Anders Allentoft – også i enkelte sange. Her må det dog fastslås, at jo mere han holder sig til guitarspillet jo bedre.
Sangudvalget begrænser sig ikke til Piaf-klassikere, men er snarere sange, der linker sig til hendes liv og karriere. Det giver god mening et langt stykke af vejen, men når vi så pludselig også skal høre "Under den hvide bro" på dansk og engelsk, mister forestillingen fokus. Uta Motz er ellers glimrende til på en kvik facon at give os nøglen til de enkelte sange, så også folk uden franskkundskaber får udbytte af forestillingen.
Vi hører Edith Piafs mange mænd bl.a. Charles Aznavour og Yves Montand – samt bokseren Marcel, der styrtede ned med fly på vej til sin Edith i New York.
Uta Motz står selv som instruktør på forestillingen, men en (hjælpe-)instruktør udefra ville givet have begrænset Motz’ hyppige umotiverede smil og grin. For PIAF var det alvor hver gang, og denne PIAF-forestillingen er bedst, når Motz ikke vil hygge om eller indynde sig hos sit publikum, men derimod blot give en usentimental musikalsk skildring af en ganske enestående skæbne.
(Michael Søby)
