-
Forside

logo logo logo

 

 

 

FLYGT

★★★★

Teatergrad og Det Flydende Teaters seneste samarbejde FLYGT er efter en udflugt til Dansk Arkitektur Center landet i Frederiksdal, og det klæder faktisk forestillingen.

Scenografen Sir Grand Lear synes ganske vist pladsmæssigt mere udfordret i stykkets første del og periodefornemmelsen forekommer ikke helt så udtalt. Men når først symbiosen mellem handlingens og vores sejltur opstår, indfinder teatermagien sig også.

Handlingen udspiller sig under 2. verdenskrig, hvor vi møder to af dansk kulturlivs mest berømte mænd. Pelle Nordhøj Kann og Rolf Hansen spiller henholdsvis Poul Henningsen og Arne Jacobsen - såvel som flere andre karakterer af begge køn. En lille robåd transporterede de to kulturkurifæer til Sverige, og både Pelle Nordhøj Kann og Rolf Hansen formår at gøre deres nervepirrende rejse nærværende for os.

Sangerinden Cille Buch kommer i højere grad i nærkontakt med os her end i Dansk Arkitektur Center og på klædelig vis forekommer sangstilen også mere cabaret-agtig end tidligere. Nikolaj Busks musik og Line Mørkebys ord når således hinanden i Jacob Schjødts diskrete iscenesættelse.

Så man kan roligt gå ombord i Det Flydende Teaters hyggelige teaterbåd ved den lille mole i Frederiksdal og samtidig lade sig forfriske af en lille sejlads på Furesøen.