GANLØSEREVYEN 2018

★★★★★☆

Ganløse Kro har fået nye ejere, og at dømme efter den stemning, der stadig er på kroen, er det sket i fuld fordragelighed og med forståelse af kroens helt særlige form for hygge. Maden er stadig i topklasse og selvom holdet i år ikke kan beskyldes for at være prangende, så viser de tre skuespillere sig at være leveringsdygtige i solid revyunderholdning.

Teksterne er heller ikke så tossede endda – på trods af et par nunre bliver for lange og forudsigelige – og GANLØSEREVYEN 2018 undgår tilmed en række af de mest overrendte emner, og satser i stedet på det skæve og skøre.

TV-journalistikken må stå for skud i hele to numre i første akt. Først gælder det udviklingen af programmer med komplet uvidende værter og dernæst en tekst af Carl-Erik Sørensen om selvpromoverende TV-værter.

Men der er også plads til et anti-lakrids indslag samt en kær lille vise om en aldrende kvinde, der har lært fordelene ved at se ned af. Liselotte Krogager giver hende en underfundig sødme og leverer i det hele taget varen aftenen igennem. I anden akt forgylder hun en livsbekræftende lille sang om alder og giver et moderne bud på pensionistvisen sammen med den alsidige Martin Knudsen.

Han har tidlige optrådt hos Wallmans i cirkusbygningen og spillet revy i både Slagelse og Skagen, og viser sig at være en fortræffelig maskeringskunstner med en lovende revy-fremtid.

Camille Rommedahl har et festligt nummer, hvor hun gennemgår alle de individuelle hensyn, der skal tages til hvert et barn i børnehaven ifm. kønsneutralitet, allergier, religion, vegetarer etc. – blot for en lille tur på legepladsen.

Andre revyer denne sommer har med overskud markeret dansktoppens 50 års fødselsdag. I Ganløse vælger med at koncentrere sig om en hyldest til dansktoppens suveræne dronning, Birthe Kjær, der også kan fejre 50 års jubilæum i år. Den sprudlende skuespillertrio synger det kjær-lige potpouri til succes med musikalsk støtte fra kapelmester Søren Sebber, og publikum kvitterer da også med en spontan stående ovation, der også må ha glædet Birthe Kjær, aftenens æresgæst.

Michel Castenholts kvikke iscenesættelse resulterer blandt andet i nogle nærmest ubegribelige hurtige omklædninger, og vi forlader således atter Ganløse Kro i højt humør.

(Michael Søby)