-
Forside

logo logo logo

 

 

 

GRÆSTED REVYEN 2018

★★★★★★


Den hyggelige kro i Græsted har rødder helt tilbage til 1864. René Richardt har ganske vist "kun" spøgt her i 25 år og han overtog kroen sammen med sin hustru Vibe i 2012. På Græsted Kro får man oftest en særlig form for folkelig revy og en af revy-Danmarks bedste buffeter, der både havde lokket Statsministeren og Lille-Palle til premieren.

Men det bliver snart tydeligt, at Græsted Revyen 2018 ikke har stået forrest i køen, da de gode tekster skulle uddeles. Selv gode ideer forløses sjældent og alt for mange numre varer for længe og mister fokus. Instruktøren Dan Schlosser mangler både stringens og stil i sin iscenesættelse.

De fire skuespillere slider ellers i det anført af en veloplagt René Richardt, der sammen med sidste års Dirch-modtager Anne Karin Broberg dyster festligt på uforskammetheder i en "Vuggevise".

René Richardt og John Batz formår at more som bøvede bodyguards i en ganske munter tekst af Ib Christoffersen. John Batz får atter skabt en sød figur som mimer, men svigtes desværre af sine egne ord. Bedst er han som hulemanden, der bliver offer for Me Too-bevægelsen, et af revyens mest velfungerende indslag.

Anne Karin Broberg får maksimalt ud af sine solonumre, som de drevne revyveteraner Rasmus Krogsgaard og Carl-Erik Sørensen har leveret med vanlig sans for genren. Man kunne også have undt Anne Karin Broberg og Christine Exner en ordentlig tekst at arbejde ud fra i "Sindsygt tæt på", men igen har de medvirkende i for høj grad fået lov til at arbejde ud fra egne tekster.

Så er Christine Exner bedre som kvindelig sportskommentator, selvom nummeret med fordel kunne halveres, og i den eftersomme og sprogligt finurlige vise "Tænketanke", som Leif Fabricius har bidraget med.

GRÆSTED REVYEN 2018 når et lavpunkt i et hypnose-nummer, hvor René Richardt skal tisse i et glas, for så siden at drikke indholdet. Man kan også betale for høj en pris i sin jagt på folkeligheden. Så savner man Troels Malling, der i flere år stod som garant for en vis poesi i Græsted Revyen.

Men når GRÆSTED REVYEN 2018 er bedst, hygger vi os på den gamle kro, og madens kvalitet såvel som personalets venlighed har gudskelov ikke ændret sig.

 

(Michael Søby)