HUSET VED HAVET

★★★★☆☆

Det er efterhånden 21 år siden, at Robert Guédiguian fik sit internationale gennembrud med "Marius og Jeannette", der indbragte filmens kvindelige stjerne Ariane Ascaride en César for bedste kvindelige hovedrolle. Siden har vi nydt at følge deres udvikling med filmen "Byen er stille" som et kunstnerisk højdepunkt for dem begge.

Robert Guédiguian foretrækker tydeligvis at arbejde med de samme skuespillere. HUSET VED HAVET ("La Villa") tjener også i den forstand som et møde mellem gamle kolleger i beretningen om tre aldrende søskendes genforening i en lille havneby. Faderen sidder i kørestol og det stillestående og noget forsømte havnemiljø sætter sit præg på beboerne såvel som gæsterne.

Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin og Jean-Pierre Darroussin udgør den forbitrede trio, og den tidligere barnestjerne Robinson Stévenin lyser op – som i "Dårligt selskab, "Mauvais genres" og "Son frère" – i rollen som forelsket fisker med kærlighed til teater.

Robert Guédiguian kan ikke dy sig for at bruge gamle filmklip, så nostalgifaktoren spiller også ind, når det gælder vores sympati for denne film.

HUSET VED HAVET kan beskyldes for at være både gammeldags og sentimental, men vi mærker, at Robert Guédiguians hjerte banker stadig på samme sted og hans omsorg for samfundets mest udsatte fornægter sig heller ikke her. Skulle dette blive hans sidste værk, kunne vi ikke ønske os noget smukkere og mere generøst filmisk testamente.

(Michael Søby)