-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DRAGSHOLMREVYEN 2018

★★★★


Dragsholmrevyen 2018 holder vand. Anført af to af Danmarks mest drevne revykvinder Bente Eskesen og Susanne Breuning og lovende iscenesat af debutanten Jacob Fauerby ("Platform") garanterer dette års revy på Oddsherred Teater en skæv og skrupskør aften.

En eventyrlig buffet med mere end et strejf fra de sydeuropæiske køkkener formår både at glæde konservative munde såvel de mere modige. De hjemmevante kan dog trække vejret med ro - man kan stadig købe drikkevarer med lokale islæt hos det sympatiske ungdommelige personale.

Man forstår godt, at listen over sponsorer er lang netop til denne forestilling, for ingen andre steder får sponsorerne så megen omtale i selve revyen. I år indgår bl.a. fristende tilbud fra såvel Sidinge Gårdbutik som Ørskov Begravelsesforretning! Bente Eskesen stripper og Susanne Breuning stepper, så det er en fryd, og så gør det pludselig mindre, at reklamepakken samlet set varer henved et kvarter!

De bakkes veloplagt op af Søren Graversen, der heller ikke holder sig for god til at spille med, men som gør størst nytte som sin egen kapelmester, musiker, komponist og tekstforfatter. Han har bl.a. skrevet en ny tekst kaldet "Antiparti" til et gammelt Bent Fabricius-Bjerre hit fra filmen "Jeg er sgu min egen", som Susanne Breuning låner al sin forrygende vitalitet og charme.

Bente Eskesen får tegnet et herligt flabet portræt af en kernevælger fra socialdemokratiet, der deler efternavn med en vis Mette Frederiksen. Teksten, der er iscenesætteren Jacob Fauerbys bedste skriftlige bidrag til revyen, fremstår slet ikke ueffen - men forvitres desværre mod slutningen.

Men allerstærkest står Bente Eskesen faktisk som sig selv - i to versioner - i åbningsnummeret "Privat-Bente" af Esben Kjær. Vi havde dog ikke behøvet at lytte til Lars Løkke for at lave koblingen, for Bente Eskesens jordnære og alligevel raffinerede spil får sagt det hele, så enhver anstændig statsminister må krympe sig.

Susanne Breuning og Bente Eskesen runder revyen festligt af med alkoholtips til særlige lejligheder, og selvom de har haft et lignende indslag før, så gør deres fortrolige samarbejde, at nummeret alligevel havner blandt revyens sjoveste.

Man håberligt inderligt, at der snart bliver sat skub i renoveringen af teatersalen i Oddsherred Teater, så disse to gæve revytanter kan få lov til at indvie den. Det fortjener de!

(Michael Søby)