VERDENSBALLETTEN 2018

★★★★☆☆

Jens-Christian Wandt er en ægte romantiker og gudskelov for det, for ellers ville han næppe have fået et så imponerende projekt som Verdensballetten søsat. I år skal forestillingen foruden en omfattende Danmarks-turné også til Tyskland, men igen i år var premieren henlagt til det smukke Sølyst ved Klampenborg.

VERDENSBALLETTEN 2018 havde ligesom tidligere år nogle operaindslag. Flotte Susanne Elmark sang en besnærende udgave af Gustave Chapentiers ”Depuis le jour” fra "Louise". Hendes "Summertime" var dog mere køn end sjælfuld ligesom hendes koleratursang i Johann Strauss’ "Frühlingsstimmen" ikke forekom helt så ubesværet, som man havde håbet.

Hun blev bakket smukt op af pianisten Alexander McKenzie, der også gav os et glædeligt genhør med Gades gamle traver "Tango Jalousie" assisteret af Niklas Walentin på violin.

Men det var og blev balletdansernes aften. Danseduoen Yuhui Choe & Nehemiah Kish var blevet gift om lørdagen, men havde valgt at annullere deres bryllupsrejse for at kunne deltage i verdensballetten, så ikke et øje var tørt, når de var på gulvet. Et mere etableret par (Iana Salenko & Marian Walter) gav os en pikant version af Raimondo Rebecks "Elegie der Herzen" til musik af Arvo Pärt. Mest romantik fik man fra Federico Bonelli og Lauren Cuthbertson, der fik lejlighed til at danse både "Sort Svane " og "Hvid Svane" fra "Svanesøen".

Vejrguderne holdt nådigt hånden over VERDENSBALLETTEN 2018, og den store publikumssucces, der allerede synes en realitet, må gerne udmønte sig i større kunstnerisk vovemod til næste år – også rent repertoiremæssigt.