-
Forside

logo logo logo

 

 

 


Månedens udflugt:

ESBJERG

Man behøver ikke opholde sig længe i Esbjerg for at konstatere, at byen er et urimeligt undervurderet turistmål. Det økonomiske boom, som byen har oplevet i de senere år, afspejler sig efterhånden også i kulturlivet.

Esbjerg har endnu ikke fået sit eget professionelle egnsteater, men byens flotte Musikhus rummer alligevel en flot vifte af attraktive teatertilbud. Fra Birthe Kjærs jubilæumsshow og operetten "Mød mig på Cassiopeia" til Café Liva-cabareten "Glemmer du..." og stand-up med bl.a. Ruben Søltoft.
Det er også i Musikhuset, at Esbjerg-revyen på få år er blevet en skattet tradition. I år kan man bl.a. glæde sig over byens dygtige datter Trine Gadeberg, der viser hvorfor hun vandt årets Dirch for sæsonens bedste revynummer. Ønsker man at overnatte lige i nærheden ligger det prægtige Hotel Britannia kun få minutters gang fra Musikhuset.


Esbjerg og Esbjerg Havn fejrer 150 års jubilæum i år, og det giver en god anledning til at aflægge Fiskeri- og Søfartsmuseet et besøg. Museet er beliggende lige bagved det storslåede kunstværk "Mennesket ved havet", der med rette er blevet byens nye logo: Fire gigantiske ranke mænd, der fra deres stole spejder ud over havet.

På Fiskeri og Søfartsmuseet finder man et væld af levende dyr med tilknytning til havet. Sæler, fisk, krabber og blæksprutter er blot et lille udpluk, men museet rummer også andre interessante tilbud. Her er f.eks. en udstilling med fokus på byens lokalhistorie og de fiskere, der tjente Esbjerg så godt, inden at energi fra havet blev den førende eksportvare. En anden udstilling afspejler netop denne udvikling.

Esbjerg Museum afspejler også byens udvikling, og her kan man ligefrem træde ind i et hjem fra gamle dage ligesom der er mulighed for at bese en gammel købmandsbutik og en klassisk barbersalon. De imødekommende lokaler rummer også en uhyre interessant udstilling om besættelsen med opsigtsvækkende Esbjerg-historier om modstandsfolk og likvideringer. Museet har også en lille fin kunstudstilling, hvor en lokal kunstner med held gør op med fordomme om Esbjerg som en grim by. Stemningsmættede billeder med bl.a. havnemotiver afslører samtidig en ægte kærlighed til byen.

Man bør heller ikke snyde sig selv for et besøg i Esbjerg Kunstmuseum. Her finder man ikke blot værker af mestre som Kvium og Jorn, men også mindre kendte møbelkunstnere, der har betrukket stiger og trapper med blomstret stof, så vi oplever genstandene på en helt ny måde. Igen imponeres man over de gode forhold i selve udstillingslokalerne , og man har virkelig forstået at indrette de enkelte rum med en originalitet, der overrasker. En fotoserie om unge boksere, hvis blikke vidner om endnu større skader end ansigterne indikerer, formår at ryste os, og der er i sig selv noget uhyggeligt ved at se afstøbning af et halvt barn udstillet på museum. Men på Esbjerg Kunstmuseum aer man ikke nødvendigvis publikum med hårerne og det gør man ret i. En bys anseelse reflekteres oftest i dens kunstneriske stade og Esbjerg synes bestemt at være på rette vej.


"Uden mad og drikke du'r helten ikke" hedder et kært ordsprog, og det bør man ikke glemme, når man gæster Esbjerg - også selvom det blot er på vej til Fanø-færgen. For midt på Torvet i Esbjerg ligger en vidunderlig café kaldet "Guldægget ", der vil bringe glæde i sindet hos alle, der besøger den. Uanset om man vælger en himmelsk jordbærtærte, lækre grovboller, et af de mange skønne brød eller de udsøgte tapas-kager: Små individuelle mesterværker, der får de gængse petit four-kager til at blegne.

"Guldægget" lever i den grad op til sit navn, og har sin del af æren for, at cafélivet i Esbjerg er begyndt at blomste.

Jo, også kulinarisk er Esbjerg så afgjort et besøg værd.