ANNA SOPHIE HEDVIG

★★★☆☆☆

Kjeld Abells mesterværk ANNA SOPHIE HEDVIG spilles heldigvis stadig og det forstår man godt. For hans dramatik konfronterer den komfortable borgerlighed med en række ubehagelige men ikke mindre aktuelle spørgsmål. Det oplevede vi på Nørrebro Teater for nogle år siden i “Melodien, der blev væk” og det aner vi på Odense Teater i ANNA SOPHIE HEDVIG.

Den flotte isnende kolde og tidløse scenografi af Peter Schultz gør det let for instruktøren at springe rundt mellem fortid og nutid, realisme og absurditet. Men den frarøver også forestillingen atmosfære og en fast forankringen i skæbneåret 1938, hvor Abell forudså de rædsler, der fulgte med besættelsen.

30er-kostumerne er eneste fysiske indikation af stykket samtid, og iscenesætter Jacob Schjødt har fået den ulyksalige ide at erstatte brugen af rekvisitter med en elektronisk lydkulisse. Det morer i starten, men irriterer hurtigt, og når han så også – især i 1. akt – vælger at overbetone folkekomikken i sin iscenesættelse, spænder han buen (for) vidt.

For ANNA SOPHIE HEDVIG er et dødsens alvorligt stykke, der aldrig udleverer sine karakterer. Skolebetjenten Rasmussen og hans frue er jævne mennesker, men er ikke de karikaturer, de bliver her. Den altid glimrende Betty Glosted gør det for så vidt fortræffeligt som Fru Rasmussen, men får heldigvis også lov til at vise finere nuancer som Fru Karmach og måske især i formidlingen af Abells vidunderlige regibemærkninger, som man i et vis omfang har valgt at lade indgå i forestillingen.

Men opmærksomheden samler sig i sagens natur om ANNA SOPHIE HEDVIG, som Natalí Vallespir Sand fremstiller smukt men desværre også lidt for spagt i 2. akt. Hun fremstår desuden alt for køn til rollen som skyggetanten, der har levet et liv i ubemærkethed, og selvom hun på nydeligste vis får klarlagt rollen for vore øjne, savner man den dramatiske kraft, der får os til at tro på, at også hun er i stand til at dræbe. Det forsøger iscenesætteren Jacob Schjødt at kompensere for med en afsluttende lydeffekt, der virker mere melodramatisk end dramatisk.

Clara Pontoppidan vandt i sin tid Teaterpokalen for sit efter sigende lidenskabelige af ANNA SOPHIE HEDVIG, og på TV lyste Astrid Villaume af glød overfor Bodil Kjers formidable Fruen i Huset. Den rolle spilles i Odense af Githa Lehrmann, der er den, som med størst held formår at vise alvoren i 2. akt og som også udviser det fornødne format.

Men iscenesætteren Jacob Schjødt præsenterer gang på gang de medvirkende på en lang linie, som fratager dem individualitet – og det er fatalt. Anders Gjellerup Koch bliver aldrig det skræmmende magtmenneske, som han ellers har talent nok til at spille. Og de unge synes ladt helt i stikken.

Opsætningen er heldigvis god nok til, at vi fornemmer en del af stykkets kvaliteter. Men den yder det samtidig ikke fuld retfærdighed. Skal ANNA SOPHIE HEDVIG for alvor have relevans i dag, bør det iscenesættes og spilles, som det er skrevet. Med livet som indsats.

(Michael Søby)