★★★★★★
Giuseppe Tornatores Oscar- og Golden Globe-vindende hovedværk kan i år fejre 30 års jubilæum, og i den forbindelse relanceres den i Danmark under sin internationale titel CINEMA PARADISO, selvom den oprindelig havde premiere under den danske titel "Mine aftener i Paradis". Kært barn har mange navne, og spørgsmålet er da også, om der overhovedet findes film, der elskes mere passioneret end denne – ikke mindst i filmkredse.
Phillippe Noiret kronede sin fornemme karriere med sin Bafta-belønnede præstation som filmoperatøren Alfredo og den lille charmetrold Salvatore Cascio, der sørme også vandt en Bafta, kunne få selv det sureste løg til at få adoptionstanker.
Marco Leonardi, som vi netop har set som gangster i Ridley Scotts "All the Money in the World", var vist aldrig smukkere end i denne sin gennembrudsfilm, og i mindre rolle såvel som i diverse filmklip får vi store og små italienske stjerner, der alle har været med til at forgylde den italienske filmhistorie.
Og som den aldrende "Toto" ses den franske skuespiller og producent Jacques Perrin (kendt for bl.a. "Z" og "Koret"), der i de tidlige 60ere forgyldte Valerio Zurlinis italienske mesterværker: "La ragazza con la valigia" (Pigen med kufferten) og Guldløve-vinderen "Brødrene" ("Cronaca familiare").
Ennio Morricone har vist aldrig komponeret mere hjerteskærende musik og det var for denne film og ikke en tarvelig Quentin Tarantino-film, han havde fortjent at vinde en Oscar.
CINEMA PARADISO er ikke kun en film for filmelskere. Tornatore får på raffineret vis indflettet Italiens politiske og sociale historie i en menneskealder. Men mest af alt er CINEMA PARADISO en film om kærlighed: Til sin hjemstavn, til den første forelskelse, til moderen, til den bedste ven – og til filmen. Så man kan med god samvittighed lade tårerne trille til dette magiske erindringsværk – en filmklassiker af de ganske sjældne.
