MISERY

★★★★☆☆

Først var det Eventministeriet på Det Kongelige Teater, som lod sig inspirere af amerikanske film, der havde det til fælles, at hovedrolleskuespillerinden havde vundet en Oscar for sin præstation. Nu gælder det Revolver på Teater Republique, hvis lille scene er blevet ombygget – samtidig med at Republique og Østre Gasværk har fået fælles ledelse under navnet Østerbro Teater.

Det er da også Eventministeriets Rikke Hedeager, der nu fungerer som Revolver-kurator, og ligesom i Eventsministeriets "Monster" spilles den kvindelige psykopat af Lise Baastrup. Man kan derfor i høj grad diskutere, om dette kan kaldes et nyskabende format, men kommercielt er det i al fald.

Scenografen Benjamin La Cour har skabt en velfungerende kvadratisk ramme om det hul, hvor Stephen Kings lidende forfatter holdes indespæret af sin gale fan Annie. La Cour pakker det hele ind i et vidunderligt krakeleret tapet, der ligesom Liberace-sangen "Sincerely Yours" indikerer forloren fortid.

Lise Baastrup er – naturligvis – glimrende som Annie – og mere menneske end karikatur i forhold til filmen. Hun bliver fulgt til dørs af Mads N. Nielsen som forfatteren, mens Henrik Birch må nøjes med en lille utaknemmelig rolle i 2. akt.

Sargun Oshana giver sig god tid i sin iscenesættelse, og over to-en-halv time bliver desværre for meget. Halvanden time uden pause ville nok have været mere passende, hvis spændingskurven skal holdes.

Først i de sidste 5-10 minutter bliver forestillingen for alvor uhyggelig, men det giver bedre plads til at nyde Lise Baastrups spil undervejs. Hun gør forestillingen til andet og mere end et rendyrket freak-show. MISERY ender dog i effektjageri – gudskelov serveret med glimt i øjet. Så kan meget være tilgivet.

(Michael Søby)