ALADDIN

★★★★★☆

Danmarks dristigste teatermand hedder Christian Lollike. Ingen kan som han formidle tidsånden, så vi skammer os over vores dårskaber. Nu tager han livtag med Adam Oehlenschlägers "Aladdin" på den store scene i det royale skuespilhus på en særdeles bramfri og respektløs facon, der nok skal delene vandene.

Voluminøse gardiner opnår en skulpturel skønhed i Franciska Zahles scenografi, og man mærker næsten ikke sparekniven, når blot lys og lyd leger med.
Sicillia Gadborg Høegh fungerer som underfundig fortæller, og hun formidler på raffineret vis forestillingens prolog i skikkelse af Sangvinitas: En personificering af al østens mystik i en flot tale til sin dystre nordiske søster.

Men som forestillingen skrider frem får de medvirkende problemer med såvel Oehlenschlägers ord som Lollikes fortolkning. Nogle forlader forestillingen, andre forlades. og det bliver til stadighed sværere for Aladdin og Gulnare at holde fast i romantikken. Men heldigvis har både Alvin Olid Bursøe og Özlem Saglanmak ære af forestillingen som henholdsvis en åben og nysgerrig Aladdin og en ilter og liderlig Gulnare.

Men birolleskuespillerne har det slet ikke nemt, fordi de ofte skal bruge deres scenetid på fiktive diskussioner frem for at tegne en karakterer. Lotte Andersen og Simon Bennebjerg klarer sig bedst med præcis karakterkomik, men hverken Peter Christoffersen som troldmanden eller Zaki Youssef som lampens ånd får den fornødne bund i deres figurer.

Jens Jørn Spottag vil så nødigt spille Jens Jørn Spottag, men ligesom i "Maskerade" ender han alligevel med at gøre det, og det er både synd for ham og for os. Lila Nobel nægter også denne gang at spille andet end den sædvanlige stærke forurettede kvinde, vi efterhånden kender lidt for godt.

Det bliver i sidste ende skuespillerne, der betaler den største pris i denne ALADDIN. For selv om de er bidragydere til denne bearbejdelse, så er det i sidste ende ikke dem, som har magten. Den ligger hos een mand. Og i denne opsætning hedder han ikke Oehlenschläger eller for den sags skyld Sangvinitas, men Lollike. En hvid mand fra det mørke nord.

Er Oehlenschlägers tekst ikke relevant for Christian Lollikes budskab, fjerner han den bare. Tager de mange diskussioner om tekstens indhold overhånd, spoler Lollike blot forestillingen frem til pointerne. Det er dybt provokerende, men også vildt interessant.

For på mærkværdigvis ender ALADDIN alligevel som storartet moderne fordomsfrit teater med nedbrudte kulturgrænser og dinglende hvide tissemænd – Lollikes svar på svanemærket? Men – og det bør ikke glemmes – resultatet nås ikke uden omkostninger for skuespillerne og et historisk betydningsfuldt litterært værk, som vi dog aner har momenter af tidløs kvalitet.

Taber Aladdin hovedet, sådan som det ser ud på forestillingens plakat, bliver han hængt eller lykkelig med Gulnare? Det må I da virkelig selv finde ud af!

(Michael Søby)