-
Forside

logo logo logo

 

 

 

KING SIZE

★★★★


Den blå dobbeltseng og de turkiske skabe bringer mindelser om diverse sovekammer-farcer fra ABCs storhedstid. Men dette er mellemgulvet i det royale Skuespilhus og forestillingen KING SIZE er et opera-gæstespil fra Theater Basel realiseret i samarbejde med CPH OPERA og Det Kongelige Teater.

Det internationale islæt understreges allerede i den speakede introduktion, hvor vi på en håndfuld forskellige sprog bl.a. får besked på at slukke mobilerne etc. Den sproglige ekvilibrisme, vi møder her, præger også resten af forestillingen: Der synges bl.a. på fransk, engelsk og tysk, tilmed i vidt forskellige stilarter, man ikke normalt forbinder med opera.

Størst indtryk gøre en række tyske lieder, og man havde ikke ventet at høre en fransk vrøvlevise og en svensk grand prix-vinder i samme forestilling. Men det er et uhyre bevidst valg, som instruktøren Christoph Marthaler dermed har taget - et klart budskab om, at opera er ikke er en finere og mere utilgængelig form for musik end så meget andet.

Denne kostelige cocktail fremføres i og omkring den store dobbeltseng - KING SIZE naturligvis - af et umage par - veloplagt gestaltet af Tora Augestad og Michael von der Heide.

Sengens første gæst Bendix Dethleffsen står primært for den alsidige musikalske ledsagelse i de fem kvarter, forestillingen varer. Det vil sikkert gøre ondt på nogen at høre Mahlers udødelige toner fra "Døden i Venedig" udsat for noget, der ligner et hammondorgel, men det er altså også lidt morsomt i denne uortodokse sammenhæng.

Helt forrygende er den 77-årige Nikola Weisse som en gammel dame, der pludselig dukker op med et nodestativ, mens hun funderer over livet. For der er jo nodestativer, der aldrig kommer i kontakt med noder... Ingen ænser hende, mens hun tøffer omkring, men så er det jo også lettere at negle en telefon eller spise spaghetti af håndtasken med kløpind/skohorn.

KING SIZE kan i sig selv næppe kvalificeres som stor kunst, men det er på den anden side en forfriskende grotesk oplevelse, der minder os om, at teater også kan og bør overraske. Den selvhøjtidelighed, der godt kan hvile over store kunstneriske satsning i de store kunstinstitutioner, punkteres her på befriende vis, så vi i stedet for KING SIZE teater på Det Kongelige faktisk får teater i normal størrelse, som alle kan forholde sig til.

(Michael Søby)