★★★★★☆
Teatersæsonens stærkeste flygtningehistorie finder man på Bådteatret, hvor den fabelagtige instruktør Rolf Heim har flettet et moderne Pinocchio-eventyr sammen med en beretningen om en bemærkelsesværdig teenager, der foretager en farefuld rejse fra Afghanistan til Europa. Drømmen er at blive forenet med familien i Østrig, men da han lander i Istanbul, er der ingen, der henter ham.
Diverse sideprojiceringer og fem tv-skærme gør både det myldrende byliv og de skummende bølger nærværende for os – og den grå metalkøjeseng tjener som en konstant påmindelse om vor tids isnende danske "gæstfrihed". For tag ikke fejl – PINOCCHIO på Bådteatret handler indirekte også om os.
Via webcams kommer vi helt tæt på den hårdt prøvede dreng, hvis oplevelser formidles med stor integritet af Laura Allen Müller – smukt sekunderet af Thomas Bang. Pernille Nedergaard Haugesen fungerer som dukkefører, Pinocchios arme og ben, og hun lægger også stemme til tredukken. Men vi må sande, at ikke alle eventyr har en lykkelig slutning, og PINOCCHIO egner sig da også primært til de store klasser samt voksne.
Et par små irritationsmomenter (stil f.eks. tv-skærmene hvor de skal stå fra start, så det ikke forstyrrer hele optakten til rejsen, og stram op med 10 minutter i de sidste tredjedel af forestillingen) ændrer ikke følelsen af, at PINOCCHIO er en dybt relevant forestilling lige netop nu, hvor det ene barn efter det andet udvises trods vellykket integration.
Det er ikke kun PINOCCHIO, der har brug for en lille fårekylling – samvittighedens stemme – til at rådføre sig i en stadig mere beskidt verden.
(Michael Søby)
