-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ERASMUS MONTANUS

★★★★★★


Christian Lollikes nyfortolkning af ERASMUS MONTANUS blev det teatralske højdepunkt under kulturbyåret i Århus med hele tre Reumert-priser som bevis. Lollike anskuer den trygge lille landsbyidyl i Ludvig Holbergs ERASMUS MONTANUS som en verden, hvor intet sker, og hvor man end ikke registerer, at jorden er i bevægelse.

Men så vender den belæste (eller "blæste"?) bondesøn Rasmus hjem - med nyt navn, nyt tøj og et festfyrværkeri af bevægelser. Anders Jebro har ikke mange ligemænd ud i teatralsk kropslighed, mens replikkerne har drillet på de københavnske scener. Men denne gang opstår der en smuk symbiose mellem tekstformidlingen og kropsligheden, og ERASMUS MONTANUS bør blive hans store teatergennembrud i København. Her spiller forestillingen i det forunderlige teaterrum i Østre Gasværk, der nu hører under Østrebro Teater.

Men Lollike stiller sig ikke tilfreds med blot at lave en person-historie. For den landsbyidyl, som er vores, er jo bare lavet af pap og ligeså flad som de holdninger, der befolker den. Den virkelig originale scenografi afspejler en een-dementionel verden uden fornuft.

Her småskændes man, mens en gigantisk plastikmoské skyder op bag landsbykirken. Med mindre man som ERASMUS MONTANUS bevæger sig i et helt andet univers, for så kan enorme pokémons pludselig dukke op ud af det blå. Som lærd har man jo den fordel selv at kunne definere sin virkelighed.

Og måske er ERASMUS MONTANUS ikke blot en naragtig vigtig-Per, men faktisk et personificeret angreb på selve danskheden? Påstår han måske ikke, at kristendommen har sin rod i mellemøsten???

Christian Lollike har med få undtagelser sat sit hold med stor kløgt: Bjarne Henriksen har overtaget rollen som potentiel svigerfader til ERASMUS MONTANUS efter Ole Thestrup. Henriksen får med svigerfaderens brutalitet mod såvel hustruen som den gifteklare datter understreget, at også i kristne samfund har kvinder i århundreder været undertrykt af brutale mænd.

Anders Baggesen og Lotte Andersen formidler på rørende vis to jævne menneskers primitive verdenssyn, og helt fremragende er Zaki Youssef som den anden mere jævne søn. Her mærker man glimt af sund fornuft og samtidig et vis vemod, der kommer af at have accepteret sin situation. Vel vidende at ingen af de lærde herrer fra byen nogensinde kunne drømme om at hjælpe ham.

Det ville ikke være en rigtig Lollike-forestillingen, hvis han ikke vovede at gå planken ud til sidst - og det gør han heldigvis. Vi erfarer i den overrumplende afslutning, hvor grimt det egentlig er, når danskheden og såkaldte "kristne værdier" bliver tvunget ned i halsen på folk fremfor at være tilbud, der er åbne for alle.

 

(Michael Søby)