VORT MISMODS VINTER

★★★★☆☆

Dan Zahle debuterede som skuespiller i musicalen "Cyrano" på Gladsaxe Teater og siden er det blevet til en del roller – også på scene bl.a. en bemærkelsesværdig indsats i "Min nat med Reg" på Hippodromen, Folketeatret. Men han er er i de senere år ikke blevet forkælet med gode teateropgaver, så derfor er VORT MISMODS VINTER en kærkommen lejlighed til et gensyn.

Titlen indikerer Shakespeare, men teksten er af Andreas Dawe, der også har iscenesat forestilllingen på Husets Teater, hvor han tidligere høstet fine anmeldelser for sin opsætning af "Lampedusa".

Scenografen Julie Forchhammer formår med få midler bl.a. en gigantisk følgespot at skabe en interessant ramme for forestillingen.

Vor hovedperson er da også en berømthed, nemlig selveste Adolf Hitler, som sidder med sin sin hund Blondie i kælderen og venter på at dø. Dawes tekst er dog ikke et portræt af ham i vanlig forstand, men snarere en form for collage-monolog, hvori der også indgår henvendelser til publikum.

Dan Zahles præstation er teknisk dygtigt udført. Men om han overbeviser som Hitler, er straks en anden sag. Forestillingen introducerer ham i en underlig afslappet form og uden overskæg, måske for at understrege, at dette ikke kun er en personhistorie, men mere et signalement af det dyr, der bor i os alle? Men samtidig er teksten hæftet op på en række detaljer om Hitlers liv, hvilket giver et underligt misforhold.

Man kan også diskutere, hvor dyb denne collagetekst egentlig er, men ikke at den formidles af en kompetent og engageret skuespiller.

(Michael Søby)