-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ARCTIC

★★★★★★


Der er lavet mange spændende film om mænds kamp for overlevelse i den vilde natur. Joe Pennas ARCTIC er ikke een af dem. Faktisk har man svært ved at genkalde sig noget mere kedsommeligt end at se en forfrossen og snottet Mads Mikkelsen tøffe omkring alene i gevaldige snemængder.

De dramatiske højdepunkter synes at være indtagelse af en rå fisk og besøg af en isbjørn med attitude som var den til audition på en ny omgang "Dødens klør". Men ellers er der langt mellem snapsene.

Han finder naturligvis en ung pige, der er eneste overlevende fra et helikopterstyrt, men desværre - også for os - er hun mere eller mindre bevidstløs under hele filmen, hvilket begrænser konversationen til et enkelt "Hello".

Mads Mikkelsen kan heldigvis tale med sig selv, og siger dybsindigheder som "Hold nu kæft!", men ellers er der ikke ødslet med replikkerne, og med det sproglige niveau, er det godt det samme.

Mads Mikkelsens præstation får karakter af show-off. Formålet med solistfilm af denne type er oftest at vise skuespillerens spændevide, men fordi manuskriptet er så flat denne gang, giver det bagslag for Mads Mikkelsen, selvom det faktisk ikke er hans skyld.

Naturoptagelserne er nydelige men egentlig ikke noget særligt, og selvom man ville have forsvoret, at der fandtes støv i de arktiske egne, så er der noget trist og gråt over ARCTIC, der gør, at man nødigt vil gense den. Med vintergrader og sne på gaden bliver ARCTIC næppe heller den film, de fleste vil opsøge på denne årstid, når der også går solbeskinnede italienske og svenske film i biografen.