-
Forside

logo logo logo

 

 

 

PIAF & AZNAVOUR

★★★


Sjældent har en forestilling rent fysisk passet så godt til Sceneriets hyggelige scenerum i kælderen under Det Ny Teater.

To dygtige musikere, pianisten Matthias Grove Madsen og harmonikaspilleren Kurt Larsen, etablerer fra start den helt rigtige cabaretstemning godt hjulpet af en dæmpet belysning. Til tonerne af "Sous Le Ciel De Paris" gør skuespillerne deres entre under en af balkon, der sagtens kan illudere parisisk bro.

Vi nyder genhøret med disse vidunderlige franske sange, og alligevel er der noget, der nager. For hvorfor bliver vi ikke for alvor berørte af alle disse mange følelser, som de to skuespillere krænger ud?

Kirsten Siggaard har da tidligere haft pænt held med at agere Piaf, omend hun rent fysisk havde problemer sidst. Denne gang er det især hendes måde at synge sangene på, der generer.

En lidenskabelig intim sang som "Mylord" bliver til en værre gang "sejle op ad åen", hvor publikum klapper i takt. Og hvor gerne hun end vil, så ejer hun ikke den fornødne dramatiske kunnen til, at vi kan se havnetøsen eller luderen, når hun synger om dem, sådan som Lisbet Dahl i sin tid formåede det. Piafs smerte og sociale loyalitet er Kirsten Siggaard aldrig i nærheden af og Piafs sange er altså ikke blot et spørgsmål om at ramme tonerne.

Kim Hammelsvang rummer et vis dramatisk talent, men her som så ofte før, overbruger han sine virkemidler. Han vil alt for meget på een gang, og det virker tilmed absurd, at han synger Aznavours smukke tegnsprogssang direkte til Piaf!

Aznavours kloge ord står sig bedst ved at blive fremført roligt uden al for meget ageren og føleri, men med en stilfærdig indre glød. Hammelsvang synes snarere at imitere Jacques Brel og Jean-Louis Barrault i sine stærkt emotionelle versioner. Bedst bliver i virkeligheden den enkle "She", som han fremfører med Kirsten Siggaard i favnen. Der tror vi i korte sekunder på et forhold mellem dem, men ellers forbliver kærligheden mellem den ældre kvinde og den yngre mand et postulat i denne sammenhæng.

PIAF & AZNAVOUR kan i Jan Hertzs iscenesættelse siges at have visse musikalske og teatralske kvaliteter. Men de bør ikke forveksles med skuespilkunst.


(Michael Søby)