THE MISEDUCATION OF CAMERON POST

★★★★☆☆

Den tidligere barnestjerne Chloë Grace Moretz har sin hidtil bedste rolle i THE MISEDUCATION OF CAMERON POST. Filmen vandt den store jurypris på Sundance Film Festivalen og må betragtes som en art gennembrud for instruktøren og medforfatteren Desiree Akhavan.

Filmen kan ses som en kvindelig pendant til Joel Edgertons Golden Globe-nominerede Joel "Boy Erased" med Lucas Hedges, Nicole Kidman og Russell Crowe samt Troye Sivan. I begge tilfælde er der tale om film, der skildrer tvangsomvending af unge, der tænder på mennesker af samme køn.

THE MISEDUCATION OF CAMERON POST har mange fine detaljer i miljøskildringen og i portrættet af de indlagtes indbyrdes forhold. Men hvor "Boy Erased" var uhyre velspillet i samtlige hovedroller, så lider THE MISEDUCATION OF CAMERON POST af en forloren central præstation.

Chloë Grace Moretz gør muligvis sit hidtil bedste, men det er bare ikke godt nok og alt for ofte forfalder hun til lolita-attituder tilsat kælen lillepige-stemme og let åben syntetisk mund.

Synd, for THE MISEDUCATION OF CAMERON POST har et væld af fine iagtagelser, og de uhyggelige konsekvenser af den religiøse fanatisme og den psykiske tyranni rammer hårdt.