★★★★☆☆
Kvindernes internationale kampdag blev markeret med manér i København. Grand Teatret holdt pressevisning på den seneste film af Anna Odell, på Københavns Universitet fik man en ny kvindelig professor og på Betty Nansen Teatret gjorde det syngende kvindekollektiv Sort Samvittig comeback med forestillingen I ET FORHOLD.
Efter at have fokuseret på signifikante kvinder som Anne Linnet og Tove Ditlevsen i de to første forestillinger har man denne gang valgt at forme en forestilling ud fra eet emne fremfor een forfatter.
I ET FORHOLD skildrer således parforhold set fra kvinders synsvinkler med udgangspunkt i tekster af bl.a. Karen Blixen, Inger Christensen, Pia Tafdrup m. fl. til musik af Jeanett Albeck. Ikke alle tekster er lige musikvenlige, men Albeck får det meste til at fungere og synger flot flere af sangene.
Få kan som Rikke Bilde kombinere en udtryksfuld stemme med stærke dramatiske udtryk for så pludselig at skifte over i en absurd komik, der vælter os omkuld. Hendes skildring af den moderne kvindes hverdagsliv, hvor det kun bliver til hastige groteske sætninger, inden hun besvimer af træthed er original komik af høj karat.
Signe Egholm Olsen har en desperation med på scenen, der kommer til fuld udfoldelse i en forrygende trommesolo, og verbalt kan hun simpelthen ikke holde sit temperament tilbage som kvinden, hvis veninde bliver ved med at øse af sit parforholds lykke uden omtanke for andres aktuelle liv.
Skøn er også scenen, hvor den underfundige Kitt Maiken Mortensen i forgrunden giver os den officielle reaktion på et forlist parforhold, mens en hudløs Signe Egholm Olsen fra bagscenen viser alle frustrationerne og aggressionerne. Kitt Maiken Mortensen kan også kunsten at synge om troen på kærligheden med høj og skinger røst og en næsten desperat entusiasme, at vi virkelig kommer i tvivl om, hvorvidt det altid er tilfældet.
Lila Nobel udtrykker især i første akt en klædelig varme og sødme, som Det Kongelige Teater aldrig forstod at tappe, da hun slog sin folder derinde. Nobel viser også, at hun kan håndtere en svær opgave (i dette tilfælde en lang krævende tekst) samtidig med at tre skrigende unger flår i hende, og bliver samtidig et smukt billede på det heroiske moderskab.
Scenografen Ida Marie Ellekilde har skabt en eventyrlig bomuldsmark i skiftende farver og også de medvirkendes kostumer med glimmertoppe og kulørte strutskørter danner en liflig kontrast til de til tider barske beskrivelser af parforholdets yderst blandede fornøjelser.
Også denne gang arbejder Sort Samvittighed med gentagelses-effekten, men man kan mene at iscenesætter Elisa Kragerup overbruger den her. Nogle af scenerne kommer til at virke for lange og hvis hveranden af teksterne har et budskab, der repeteres hyppigt, indfinder både forudsigeligheden og trætheden sig nogle gange.
Vægtningen af de vrængende numre har nok også taget lidt overhånd på bekostning af de poetiske vokale arrangementer.
Men vi føler os heldigvis i godt selskab det meste af aftenen og hvis premierepublikummets langvarige bifald er nogen indikator, så har Betty Nansen Teatret endnu en succes på hånden.
(Michael Søby)
