-
Forside

logo logo logo

 

 

 

SELVMORDETS ANATOMI

★★★★★


To en halv times teaterforestilling om selvmord lyder måske af meget - selv med en halv times pause - men SELVMORDETS ANATOMI på Republique er ikke et øjeblik for langt. For den unge engelske dramatiker Alice Birch ("Revolt. She Said. Revolt Again" på Husets Teater) har overgået sig selv og skrevet et mesterligt stykke om et af de mest tabubelagte emner i vor tid.

Simon Bobergs lydhøre oversættelse er lagt i hænderne på iscenesætteren Anja Behrens og hun misser ikke en nuance i sin sensitive og afklarede fremlæggelse af tre generationers kampe for at frigøre sig fra selvmordets evige skygge.

Tre kvindehistorier fra henholdsvis 1973, 2003 og 2033 om en mor, hendes datter og dennes datter flettes raffineret ind i hinanden og vi oplever ikke bare en historie om dødsdrift men i mindst ligeså høj grad effekten af et selvmord i familie og omgangskreds - og tilmed i de næste generationer.

Helle Fagralid har næppe nogensinde været finere end som den depressive unge mor, der kun kender een udvej på sine problemer. Ida Cæcilie Rasmussen, der hidtil mest har imponeret i komiske roller, får en slags gennembrud som dramatisk skuespiller med rollen som den stofmisbrugende datter.

Sidst men ikke mindst tegner Christine Albeck Børge et ganske hudløst portræt af en kvinde, der stilfærdigt forsøger at få en hverdag til at fungere samtidig med, at hun lever med angsten for, at moderens og bedstemoderens sygdomme bor i hende selv. Med denne præstation befæster Christine Albeck Børge sin position som en af vore allerstørste skuespillerinder i disse år.

Karin Bang Heinemeier og Thue Ersted Rasmussen veksler virtuost og præcist mellem diverse småroller. Nicolaj Kopernikus såvel som Troels Thorsen overrasker begge positivt i alvorlige roller ligesom flere børneskuespillere fungerer upåklageligt i helheden.

Anja Behrens arbejder helt bevidst og meget originalt med at replikkerne ikke blot flettes ind i hinanden, men nogen gange ligefrem overlapper hinanden. Dog altid med en pointe , der langsomt bryder scenerummet, så nye virkeligheder kan opstå.

Scenografen Ida Grarups husskelet virker alt efter behov (og lyssætning) enten omsluttende eller åben. Og måske afspejler det netop, hvordan den sindslidende har det i familiens skød?


(Michael Søby)