-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CPH:DOX 2019

 

Så er det atter tid til at fortabe sig i dokumentariske film af enhver slags.

Igen i år byder CPH:DOX på et appetitligt program, der bekræfter festivalens status som Europas førende.

For spillesteder og tidspunkter anbefales det at følge med på festivalens hjemmeside:

https://cphdox.dk/

cphculture.dk anbefaler:

ALMOST HUMAN *****
Jeppe Røndes skildring af de menneskelige livsvilkår lige netop nu tager os bl.a. med til Grønland. Der gør han bl.a. op med myten om de glade eskimoer i "Nanook of the North", den første dokumentarfilm af spillefilmslængde. Magnus Jøncks ekstraordinære billeder og Stephen Frys underfundige kommentarer bidrager til denne både kloge og smukke film.

A PRIVATE WAR *****
Rosamund Pike ("Gone Girl") modtog en Golden Globe-nominering for sin præstation som krigskorespondenten Marie Colvin i dokumentaristen Matthew Heinemans spillefilmsdebut. Også Annie Lennox sang "Requiem for A Private War" var med i opløbet om en Golden Globe.

CAMORRA ****
Atter engang er mafiaens virke genstand for en film, men denne gang i form af en episk dokumentarfilm om gangstervældets historie i Napoli. Et rigt billedmateriale bidrager til en realistisk skildring af et tilsyneladende evigt problem i forhold til Italiens politiske troværdig.

EASY LOVE ***
Vi følger en række unge mennesker, der hver på deres måde prøver at definere kærlighedsbegrebet, så det passer til lige netop deres liv. Men undervejs erfarer de, at begrebet Easy Love måske bare er en illusion.

GENOPDAGELSEN ****
En gruppe børn forsøger i leg at forberede sig på et voksenliv, hvor de selv skal bestemme. Det er der kommet en ganske tankevækkende dansk dokumentarfilm ud af. Lydsporet forgyldes af en afdæmpet Jytte Abildstrøm, der samtidig på diskreteste vis minder os om, hvilken fin og nuanceret skuespiller, hun er.

HUMANITY ON TRAIL ****
Jonas Bruun har skabt en ganske rystende film med udgangspunkt i en virkelig historie. Om den unge dansker Salam, der efter flere måneders frivilligt nødarbejde, pludselig bliver anklaget for menneskesmugling.

HUNTING FOR HEDONIA ****
Oscar-vinderen Tilda Swinton lægger stemme til Pernille Rose Grønkjærs film om neuromodulation. Her skitseres ikke blot de mange videnskabelige fremskridt indenfor dette område, men også de mindst lige så vigtige etiske overvejelser og beslutninger, der bør ledsage enhver form for brug af denne radikale indgrebsmetode.

HÅBETS Ø ****
I 2006 så det ud til at en stor amerikansk virksomhed ville åbne en milliard-virksomhed i landsbyen Maniitsoq på Grønland. Det skete ikke, og nu mange år senere drømmes der ikke længere om uafhængig men snarere om et tiltag, der kan få håbet og energien tilbage blandt lokalbefolkningen.

JAWLINE ***
Stadig flere unge bruger popularitet på internettet som en hurtig vej til jobs og andre goder. 16-årig Austyn Tester fra Tennessee er en af disse unge håbefulde, der aner en mulighed for at komme væk fra det provinshul, han bor i, hvis han får tilpas mange følgere på sin profil.

JONATHAN AGASSI SAVED MY LIFE ***
Pornostjernen Jonathan blev i løbet af ganske kort tid stjerne i pornobranchen, men med berømmelsen fulgte også et betydeligt narkomiljø og en evig kamp for at holde sig på toppen og leverer varen, når kameraet kører. Men måske er det tid at tage livet af pornostjernen og lade mennesket bag komme til syne?

LAPÜ ****
Bag denne titel finder vi et betagende billeddigt af en film. I lighed med så mange andre værker fra filmlandet Columbia i de senere år er det først og sidst filmens visuelle kvaliteter, man husker efter rulleteksterne. Den sanselige tilgang til dokumentarfilm-genren gør filmen ret enestående blandt årets udbud.

LEAVING NEVERLAND ****
Festivalens mest omtalte film er en flæsning af de sidste rester af Michael Jacksons stjerneimage af to af de drenge, han igennem flere år delte seng med. Filmen fortæller ikke kun om forliste drømme, men også meget detaljeret om traumatiske børneår og skjulte dæmoner.

NORMAL ****
Denne dokumentarfilm undersøger hvilke værdier med hensyn til normalitet, vi giver videre til de næste generationer. Fra den lille pige, der udsættes for smerte, blot for at hun kan få huller i ørerne ligesom sin mor til den afsluttende bryllupsceremoni, hvor familien er samlet om at hylde kærlighedens mangfoldighed.

REFORMISTEN ****
Marie Skovgaard har med sin film REFORMISTEN skabt et velgørende kritisk portræt af Sherin Khankan, Skandinaviens første kvindelige imam og i 2016 medstifter af Mariam Moskeen, der som en af de første moskeer i Europa fik kvindelige ledelse.

ROMANTIC COMEDY ***
Elizabeth Sankey har både skrevet og instrueret denne personlige dokumentarfilm om at vokse op med romantiske komedier som spejl. Filmen er på een gang en kærlighedserklæring til genren og samtidig en erkendelse af den tiltrængte fornyelse som genren synes at gennemgå i disse år.

THE DISAPPEARANCE OF MY MOTHER *****
Beniamino Barrese har skabt et intimt portræt af sin mor, en ikonisk intelligent fotomodel, der nu kun drømmer om at flygte fra internet og mobil til en ø, hvor ingen kender hende. Et rørende portræt af en søn, der prøver at nå den mor, som han synes at være ved at miste til depression eller det som måske er endnu værre.

THE PANAMA PAPERS ****
Undersøgende journalistisk har aldrig været så vigtig som nu i en stadig mere umoralsk verden. Det er THE PANAMA PAPERS et fornemt bevis på, for filmen giver os indsigt i den globale skandale med et forbilledligt klarsyn og overblik.

THE REST ****
En af verdens mest frygtløse dokumentarister Ai Weiwei følger sit monumentale mesterværk "Human Flow" op med en mere intim skildring af en række individer, hvis liv er påvirket af den aktuelle flygtningesituation.

VARDA BY AGNÉS ******
Agnés Varda ("Cleo fra 5 til 7") er den første kvindelige instruktør, der har modtaget en æres-Oscar for sit samlede virke. Sidste år var hun tilmed Oscar-nomineret for en ny dokumentarfilm og nu er den 90-årige Varda aktuel med en film, der for en gang skyld ikke handler om andre, men - heldigvis - om hende selv.

X & Y ***
Sammen med den kontroversielle svenske skuespiller Mikael Persbrandt og seks andre kolleger flytter skuespilleren og instruktøren Anna Odell ind i en filmkulisse, hvor det så er meningen, at seks kolleger skal gestalte særlige sider af hende og kollegaen Mikael Persbrandt. Tanken er, at et egentlig filmmanuskript udvikles undervejs, men da det udebliver, skaber det spændinger i kulissen.