-
Forside

logo logo logo

 

 

 

TIDENS OG VISDOMMENS TRIUMF

★★★★★★



Georg Friedrich Händels TIDENS OG VISDOMMENS TRIUMF ("Il trionfo del tempo e del Disinganno") er et oratorium, der findes i forskellige versioner, hvor der er 50 år mellem den tidligste og den seneste version.

Det Kongelige Teaters opsætning tager udgangspunkt i den 22-årige Händels ungdomsværk, som havde verdenspremiere i Rom år 1707, så man kan ikke beskylde Det Kongelige Teater for at have forhastet sig med hensyn til beslutningen om en opsætning.

Forestillingen er et samarbejde med Malmø Opera, men har netop haft premiere på den royale Gamle Scene, der passer eminent til netop dette værk. Her er som udgangspunkt ikke tale om en opera i almindelig forstand, men derimod et scenisk oratorium i to akter omskabt til en opera-forestilling.

Den moderne indpakning til dette dystre klassiske univers giver faktisk god mening i Ted Huffmans konsekvent gennemførte iscenesættelse. Det centrale element i Andrew Liebermans enkle scenografi er en ualmindelig lang sofa i næsten konstant bevægelse. Som jorden der flytter sig - uden at vi mærker det.

På scenen møder vi fire allegoriere (Skønheden, Nydelsen, Visdommen og Tiden) plus fire dansere, der ligner uden at være, samt et par børnestatister.
Vor hovedperson er ligesom i eventyret Skønheden. I lighed med Faust, der blev fristet af djævelen, lader også Skønheden sig friste af Nydelsen. Men Tiden og Visdommen kommer heldigvis Skønheden til undsætning, deraf forestillingens titel.

Mary Bevan vokser grandvist i styrke som Skønheden og Caitlin Hulcup synger smukt den berømte arie "Lascia La Spina" i rollen som Nydelsen. Joshua Ellicott har bestemt også sine øjeblikke som Tiden, men det er Sonia Prina, der i rollen som Visdommen, tegner sig for aftenens største personlige succes.

Ros bør også tilfalde Concerto Copenhagen og deres dirigent Lars Ulrik Mortensen, fordi de virkelig formår at løfte dette underkendte barokværk ind i en ny tid.

TIDENS OG VISDOMMENS TRIUMF er på Det Kongelige Teater blevet en kun tilsyneladende stillestående forestilling, der langsomt sniger sig ind på sit publikum og til sidst omslutter dem med en hypnotisk kraft.

 

(Michael Søby)