THE GOAT – OR WHO IS SYLVIA?

★★★★☆☆

Et af teatrets fornemste opgaver er at udfordre publikum, og det formåede Edward Albee gentagne gange at gøre i sin dramatik. Filmatiseringen af hovedværket "Hvem er bange for Virginia Woolf?", der p.t. kan nydes på Det Kongelige Teater i en pragtopsætning, ændrede filmcensuren for altid, og THE GOAT – OR WHO IS SYLVIA? vover også at provokere samfundets magthaver ved at udfordre normalitetsbegrebet.

Stykket har tidligere været spillet herhjemme med Søren Spanning og Ditte Gråbøl i prægtigt samspil. I LiteraturHaus på Nørrebro fiår vi en engelsksproget version, der var et samarbejde mellem Playmate Theatre Malmö og Down the Rabbit Hole.

Kevin Benn spiller en ældre mand, der betror en ven, at han står i forhold til en ged. Vennen sladrer til konen, og også parrets homoseksuelle søn bliver indraget i denne mærkværdige historie.
Iscenesætteren Boel Marie Larsson betoner stykkets komiske elementer mere end godt er, og resultatet bliver desværre, at der ikke i tilstrækkelig grad bygges op til den højdramatiske finale.

Kevin Benn leverer en smukt afdæmpet præstation og får os til at tro på sin forelskelse. Vanessa Poole udviser suveræn komisk timing, men den store dybe smerte indfinder sig desværre aldrig trods et hæderligt forsøg. Her burde iscenesætteren have støttet hende bedre, for vi ved fra eksempelvis "The City", at Vanessa Poole sagtens kan formidle lidelse, så vi kan mærke den.

David Barrett betoner også i for høj grad komikken som vennen, men da hans rolle er mindre, synes skaden begrænset. Men i Jefferson Bonds portræt af sønnen fornemmer vi en ægte fortvivlelse. Hvordan skal han forholde sig til en far, der forelsker sig i en ged?

Ligesom "Hvem er bange for Virginia Woolf?" ligner THE GOAT – OR WHO IS SYLVIA? en komedie, men er i bund og grund et grusomt kærlighedsdrama. For ligesom George afliver sønnen i "Hvem er bange for Virginia Woolf?", får også hustruen i THE GOAT – OR WHO IS SYLVIA? blod på hænderne, inden denne groteske teateraften er forbi. Albees genialitet fornægter sig dog heller ikke i LiteraturHaus, selv i en uegal iscenesættelse.

(Michael Søby)