★★★★★☆
Odense Teaters største satsning i år er en både ødsel og litterær udgave af Francis Scott Fitzgeralds mesterværk DEN STORE GATSBY. Trods titlen hedder bogens egentlige hovedperson og forestillingens fortæller Nick.
Vi nyder hver en stavelse, for rollen spilles af landets bedste ensembleskuespiller Benjamin Kitter, og han misser som sædvanlig ikke en nuance i de mange ord. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at DEN STORE GATSBY i Odense bliver en succes.
Jon Lange fremstår som en flot Jay Gatsby. Måske ikke helt så mystisk og hemmelighedsfuld som i romanen, men med den fornødne karisma og et vis format.
Romanens kvindelige hovedfigur Daisy har været et problem i samtlige filmatiseringer af romanen og i Lea Baastrup Rønnes fortolkning bliver hun ligefrem en kliché. En dum forkælet blondine og desværre ikke meget mere end det. Synd – for der er flere aspekter i Daisy-karakteren, hvis man ellers gad interesserer sig mere for den.
Heldigvis finder man mere substans i Anna Bruus Christensens portræt af den smukke Jordan Baker, der har et godt øje til Nick. Nicolai Jandorf er ligeledes glimrende som den noget primitive Tom, der elsker sin Daisy, selvom han har behov for at være hende utro med tankpasserens kone.
Sensuelle Cecilie Gerberg agerer forførende sangerinde til Gatsbys fester og Mogens Rex forsøger at gøre alle sine roller komiske ved et grotesk overspil, der falder helt udenfor forestillingens tone og stil.
Nicolei Faber viser sig at være en god fortæller, men primært fordi han støtter sig til Fitzgeralds ord. Også rent visuelt sejrer han – omend med kostumedesigner og scenograf Mie Riis som uvurderlig støtte.
Nelson Riddle vandt i sin tid en Oscar for sin periodesikre musik til Robert Redford-filmen fra 1974. Men til denne sceneversion har man bedt Marie Højlund og Anders Boll om at komponere ny musik – måske for at pointere Gatsby som en fremtidens mand? Det virker sådan set, selvom mange givet havde foretrukket at lytte til Nelson Riddles soundtrack.
DEN STORE GATSBY bliver på Odense Teater en hyldest til Francis Scott Fitzgeralds forfatterskab, men også til den myte, der omgiver romanen og karakteren. Man føler sig helt overbevist om, at Fitzgerald ville have nydt Benjamin Kitters formidable formidling.
(Michael Søby)
