-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

 

KIRSEBÆRHAVEN

★★★★★



"Det er ikke et drama, men en komedie. Nogle steder endda en farce". Sådan skrev Anton Tjekhov efter sigende selv om "Kirsebærhaven" og sådan bliver den også spillet på Nørrebro Teater i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse.

Bliver den for pjanket nogle steder? Måske. Men man må alligevel overgive sit til et fornemt afstemt ensemble, hvor alle bidrager til at fortælle en større historie. Om hvad er vi ikke helt sikre på efter en lidt sløv start, der ikke blev bedre af en godt tyve minutter "premiere-forsinkelse". Men diskret samler

Madeleine Røn Juul trådene, så fortidens overforbrug også bliver nutidens problem.
Christiane Gjellerup Kochs Ranévskaja har nogle forrygende skift, hvor hun begræder sin egen ødselhed med undskyldningen "Men sådan er jeg bare", for så i næste øjeblik at feste løs. For hvad er alternativet? At bliver udnyttet af en mand i Paris? Først da den økonomiske ruin bliver en realitet, indser vi, at hun aldrig kommer til at lære noget.

Hvor Ranévskaja fremstår en moderne kvinde låst fast i sin egen forkælelse, er hendes bror i højere grad en mand af fortiden. At snakke er at leve synes at være hans livsfilosofi, men Ole Lemmeke formår af forene det tragiske med det vittige, og gør broderen til en personificering af aristokratiets uundgåelige fald. Lemmeke synes at have en særlig scenisk fornemmelse for de russiske klassikere og vandt da også en Reumert for sin store birolle i "Revisoren" på Nørrebro Teater.

Det vrimler med bemærkelsesværdige birollepræstationer i denne forestilling.

Mikael Birkkjær er vidunderlig som grisk nabo med uanede hestekræfter, og Tina Gylling Mortensen tegner et herligt underfundigt portræt af den i sandhed magiske outsiderkvinde, han fascineres af. Henrik Lykkegaard morer som kejtet frier med et hjerte af guld, men også hans figur får en tragisk dimension, da det åbenbares, at han ikke evner at favne sin egen lykke.

Alle skuespillerne fortjener faktisk at blive nævnt i denne forestilling.

Youssef Wayne Hvidtfeldt får os til at forstå, at bag den selvsmagende pariser-posør gemmer der sig en skrøbelig sjæl med manglende selvtillid. Som hans tilbeder synes Marie Tourell Søderberg endelig at have gjort sig fri af det sødladne, som ofte har været hendes problem - også rent rollemæssigt.

Josephine Park er den seje datter, men muligvis også den mest naive, når hun tror, at moderen kommer hjem fra Paris. Endnu hårdere ramt bliver dog Sarah Bobergs stadig mere forpinte plejedatter, der styrer lige imod den totale romantiske og økonomisk udmygelse.

Jacob Weble leverer et muntert og lidt vemodigt portræt af en forelsket kontorist, der må lære kunsten at vente, og Asbjørn Krogh Nissen får givet sin fattige student en vis mental værdighed - om ikke andet. Michelle Bjørn-Andersen synes umiddelbart at være et aparte valg til rollen som den gamle tjener, Firs, men hun får på de givne betingelser rollen til at fungere.

Det flotte nøgne scenegulv bliver sidste vidnesbyrd om, at luksusfælden er klappet i for allersidste gang for disse stakkels mennesker, der ligner os mere, end vi egentlig bryder os om.

 

(Michael Søby)







 

I