-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

BOMBSHELL

- OPGØRETS TIME

★★★★★★



Instruktøren og producenten Jay Roach fik sit gennembrud med filmkomedier som "Austin Powers" og "Meet the Parents", inden han skrev TV-historie med politiske dramaer som "Recount" og "Game Change". Med den Oscar-nominerede "Trumbo" konfronterede han Hollywood med filmbyens egen heksejagt mod kommunister i 50ernes paranoide USA.

Det politiske engagement bag den feministiske spillefilm BOMBSHELL fornægter sig heller ikke, når Jay Roach skildrer sexskandalerne på den stærkt højreorienterede og journalistisk set dybt useriøse tv-station Fox.

Charlize Theron, der også hører blandt filmens producenter, spiller med stor autoritet Megan, en af Fox TVs mest magtfulde kvinder, der efter afvisninger af seksuelle tilnærmelser fra sin chef oplever, at hendes karriere køres ud på et sidespor.

Samtidig bemærker hun, at den naive Kayla (sødt og bevægende fremstillet af Margot Robbie) stiger i graderne på rekordtid, men som tiden vil vise - ikke uden omkostninger.

Nicole Kidman er Gretchen Carlson, der som den første lægger sag an mod Ailes (en slimet John Lithgow), og hun viser sig at være mere snu end som så.

Kate McKinnon, Allison Janney og en ukrediteret Holland Taylor (i en perfekt turneret birolle som Ailes' sekretær) fuldender indtrykket af et helstøbt ensemble. Theron og Robbie modtog fortjent Oscar-nomineringer for deres spil, men man kan ikke helt frigøre sig fra følelsen af, at BOMBSHELL rent visuelt ligner en tv-film.

Det Oscar-vindende sminkearbejde gør desværre også, at man forlader biografen med et indtryk af, at de medvirkendes fysiske fremtoning næsten har været endnu vigtigere end historien. Og således adskiller sig BOMBSHELL sig ikke i tilstrækkelig grad fra Fox News.







 

I