-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MUTTER COURAGE

★★★★★★


Det var en sælsom aften i Skuespilhuset. En livsfarlig virus havde fået Det Kongelige Teater til at annullere alle ledsagerbilletter for at sikre en vis afstand mellem publikum og selv familiemedlemmer valgte at sidde med mellemrum i respekt for den beslutning. Ikke et kindkys så man i foyeren. Men på scenen skånede man ikke sig selv, og sådan har det altid været. Når man så tilmed spiller MUTTER COURAGE giver den aftenens oplevelse en helt særlig dimension.

Bertolt Brechts MUTTER COURAGE hører afgjort til de store klassikere, men bestemt også en af dem, der ikke spiller sig selv. Titelkarakteren kan tilmed synes temmelig usympatisk i sin jagt på kapital, mens hendes børn overlades til deres skæbne.

Brechts "verfremdung"-filosofi har ofte drillet iscenesætter i praksis, for hvordan viser man, hvorfor karaktererne handler, som de gør - uden også at beskrive, hvordan de handler?

På Skuespilhusets store scene bruger man bl.a. Brechts egne kapiteloverskrifter, der bevidst tager spændingen ud af den kommende scene, men som også får os til at interessere os for tankerne bag handlinger.

Norges mest feterede iscenesætter i de seneste år, Sigrid Strøm Reibo, formår netop at fange vores interesse allerede fra start, hvor MUTTER COURAGE troner i sin sofa ovenpå den bevægelige kvadrat, der skal forestille hendes vogn. Her er både ovn, tv-skærm og en velspillende jazz-kvartet foruden tre børn.

Den ældste bliver værget til krig med risiko for at dræbe og blive dræbt. Handlingen udspiller sig tilsyneladende i 1600-tallet, men krigskostumerne skifter tidsalder i løbet af forestillingen, og MUTTER COURAGE bliver dermed også en forestilling om krig til alle tider.

Karen-Lise Mynster yder en næsten umenneskelig indsats som MUTTER COURAGE. Uden et strejf af sentimentalitet giver hun os en tidløs power woman, som vi forstår, og hendes klare røst klæder sangene. Hvem andre end Karen-Lise Mynster kunne levere et så råt, hudløst hjerteknugende portræt af en kæmpende kvinde, der grundet en langstrakt krig har ageret kynisk forretningskvinde alt for længe.

De tilbageblevne børn, Schweizerost og Katrin, forekommer begge forkrøblet af afsavn og manglende omsorg. Langsomt går det dog op for MUTTER COURAGE, at blod faktisk er tykkere end vand (eller er det snaps?), men den store erkendelse kommer desværre for sent.

Sigurd Holmen Le Dous og Fanny Louise Bernth tegner i sandhed rystende portrætter af de to forhutlede børn, og Jens Jørn Spottag finder også en vis tragedie i den kok, der tilbyder hende partnerskab. Anders Hoves alkoholiserede feltpræst bliver stadig mere ondskabsfuld jo tættere på krigens afslutning, vi kommer, og Özlem Saglanmak er forrygende som luderen Yvette, der altid har noget at sælge.

MUTTER COURAGE ender i fineste forstand som et nærværende og levende mausoleum over krigens - og krigenes - ofre. I særdeleshed de kvinder, der så ofte glemmes i krigsberetninger.

Men denne MUTTER COURAGE bliver i Karen-Lise Mynsters skikkelse ikke til at glemme. Der står hun - forladt af alle - selv musikerne! En kvinde, der alle sine fejl til trods elskede. Og som derfor nu har mistet alt.

 

(Michael Søby)








 

I