-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

ALLETIDERS KRISESANGE

★★★★★

Kan man synge sig ud af en krise? Det spørgsmål rejser Det Kongelige Teater i forbindelse med deres genåbningsforestilling ALLETIDERS KRISESANGE på Skuespilhusets store scene. Og svaret må til dels være et ja. Diverse fællessang-initiativer under Corona-krisen har i hvert fald været lindring for mange.

Aftenens to sangsolister Johanne Louise Schmidt og Tammi Øst bidrager da også selv med to meget personlige krisesange, der fint flettes ind i et program med klassikere som "I en sal på hospitalet" og "Den blå anemone".

Johanne Louise Schmidt , der nyligt har opnået en Reumert-nominering for "Cyrano de Bergerac" og "Penthesilea" på Det Kongelige Teater, funkler især i de engelsksprogede sange, mens Tammi Øst, der var hjertet i Det Kongelige Teaters online-succes "Karantæne", finder en bevægende skrøbelighed i sin fortolkning af Benny Andersens "Mørkets sang".

Sammen giver de afslutningssangen - Alberte Windings "Lyse nætter" - en uventet dybde, og deres stemmer supplerer tilmed hinanden smukt.

De får musikalsk assistance af dygtige musikere som Emil de Waal, Gustaf Ljunggren og Anders Stig Møller. Mathias Hammer og Danni Travn guider os gennem programmet via nogenlunde relevante men lidt for lange introer, der havde ligget bedre i munden på mere nænsomme tekstformidlere.

Hvor smukt Mathias Hammer end spiller Brahms og hvor pudsigt Gustaf Ljunggren end fortolker Shu-bi-duas "Costa Kalundborg", så virker disse indslag også sært påklistrede - som om at mændene partout også skulle have lov til at optræde denne aften. Her ville en klarsynet iscenesætter have gavnet, men det har der tilsyneladende ikke været på forestillingen at dømme efter teatrets egne presseoplysninger.

Når ALLETIDERS KRISESANGE alligevel ender som en 5-stjernet oplevelse, så er det først og sidst på grund af de to formidable kvinder i front. Intet under at de to er de mest hædrede danske kunstnerinder på cphculture.dk.. Hvis de ikke kan synge og spille os ud af krisen, så er der ingen, der kan.

 

(Michael Søby)

 











 

I