-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

ANNAS VERDEN

★★★★★★


Det Flydende Teater & Teatergrad har grundet diverse Corona-regler været tvunget til at placere deres trofaste gæster på land i forbindelse med deres seneste forestilling ANNAS VERDEN. Heldigvis har de fundet en sublim løsning, og anbragt publikum i bunden af den smukke have tilknyttet kunstmuseet Sophienholm i Lyngby.

Forestillingen omhandler nemlig en kunstner - tilmed en af Danmarks mest berømmede kvindelige malere: Anna Ancher. En række objekter med relation til Anna Ancher præsenteres indledningsvis fra scenen, der er placeret i en lille bugt for enden af haven med den kæreste lille bro og Bagsværd sø som ideel baggrund. Om det så er sand og vand fra Skagen, så bidrager alle disse mere eller mindre absurde detaljer til at transportere os ind i Skagensmalernes univers.
Anna Ancher dukker selv op i form af en statue, der på næsten magisk vis bliver levende i Jennifer Vedsted Christiansens legende iscenesættelse.

Dramatikeren Julie Petrine Glargaard har et moderne blik for hvilke udfordringer Anna Ancher havde i sit liv - ikke mindst balancen mellem at være mor og kunstner. Glargaard undgår behændigt at gøre portrættet af Anna Ancher til endnu et nydeligt postkort fra det nordjyske, og lægger også vægt på at egoisme har været en nødvendighed for Anna Ancher for at opnå den position, hun trods alt opnåede - også internationalt.

Men som så mange andre kvinder stod Anna Ancher i al fald ud af til i skyggen af sin mand, og selv da hun i 1889 blev hædret med en sølvmedalje på verdensudstillingen i Paris, måtte hun finde sig i, at hendes mand Michael Ancher modtog guldmedaljen.

Julie Riis fanger kompleksiteten i Anna Ancher ganske fint, men man savner nok mere tyngde i portrættet - også fra forfatterens side. Luise Kirsten Skov skal både agere P.S. Krøyer og Marie Triepcke, men slipper bedst fra det sidste, og Pelle Nordhøj Kann undgår at blive en ren karrikatur som Michael Ancher, men får derimod aldrig plads til tegne et klart billede af Anna Anchers elsker. Nanna-Karina Schleimann fremstår som forestillingens musikalske dynamo.

Man fryder sig først og fremmest over, at det atter kan lade sig gøre at nyde teater i så smukke omgivelser, og så tjener ANNAS VERDEN som en oplagt optakt til den hidtil største udstilling af Anna Anchers-værker, der p.t. kan opleves i Skagen og som til efteråret gæster Statens Museum for Kunst i København.

 

(Michael Søby)



 











 

I