-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

JEG ER SILAS

★★★★★


HiLS DiN MOR og Folketeatret er atter gået sammen om at præsentere ungdomsteater, der bryder normer for køn, kønsidentitet og seksualitet. De prisbelønnede forestillinger "Fucking Åmål" og "Den dag da far blev homo" havde fokus på kærlighed til en af samme køn - henholdsvis hunkøn og hankøn, mens JEG ER SILAS handler om en transperson.

Silas er født i en piges krop, men føler sig som dreng. Den forestående konfirmation er en udfordring, hvor tøjet åbenbart skal afspejle hvem man er, men det kan være svært at overskue som nybagt teenager. Heldigvis møder Silas den lidt ældre pige Hedvig, der også gør sig overvejelser om sin identitet på andre områder, og hun bliver indirekte årsag til en vis afklaring for Silas.

Dramatiker Julie Maj Jakobsen skildrer nænsomt den udvikling, som Silas gennemgår i den følsomme periode, der omslutter hans konfirmation. Men hun formår også at få en god portion humor med ind i fortællingen, vel at mærke en humor, der aldrig forråder sin hovedkarakter. Skulle man anke noget, var det højest, at hovedkarakteren synes så optaget af sin egen kønsidentitet, at der ikke for alvor er empati til overs til forældrene, men dermed adskiller Silas sig sådan set ikke væsentligt fra andre vrissende teenagere, så det kan der jo være en pointe i?

Iscenesætter Mia Lipschitz er velsignet med en kvartet af velplacerede skuespillere, der alle bidrager konstruktivt til historien.

Den spinkle Mio Trond Lambers har en spæd stemme, der næppe vil kunne klare sig i en større sal end Hippodromen. Men det passer på sin vis godt til karakteren, der netop kæmper - mest med sig selv - for at blive set og hørt. At Mio Trond Lambers selv er trans giver muligvis præstationen en særlig ægthed, og opvejer i al fald i denne sammenhæng eventuelle skuespillermæssige begrænsninger.

Rikke Westi, der netop har fået en art filmgennembrud med novellefilmen "Castingen af en uskyldig kvinde", gør glimrende fyldest, både som Silas' specielle veninde og som den hjemkomne søster.

René Benjamin Hansen er vildt morsom både som Silas' far, der har rigeligt at se til, da han skal skrive konfirmationssang og ikke mindst som rap skolepige i tjekket tøj. Men han kan også være rørende i sit forsøg på at forstå, at hans lille pige faktisk er en dreng. Også Maria Carmen Lindegaard gør god fyldest som moderen, der er så opsat på at alt skal klappe til konfirmationen, at hun vælger at acceptere Silas' alternative påklædning.

På blot en time lykkedes det hele holdet at få os til at grine og græde. Men måske blev vi også en lille smule klogere og i al fald varm om hjertet i en kold tid.

Med "Robin Hood" og nu "Jeg er Silas" står det klart, at man i øjeblikket ser de bedste forestillinger for børn og deres voksne på Folketeatret.

 

(Michael Søby)



 






 











 

I