-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SIMON BOCCANEGRA

★★★★


Giuseppe Verdis SIMON BOCCANEGRA ("Simone Boccanegra") havde urpremiere den 12. marts 1857, men den første danske opførelse lod vente på sig i over 100 år! Først den 10. maj 1968 påtog Det Kongelige Teater sig at opføre det komplekse men bestemt ikke uinteressante værk.

Historien udspiller sig i 1300-tallet og Verdi indleder sin opera med et lyrisk smukt forspil, så vi ikke er i tvivl om, at en mester står bag. Så springer han fluks 25 år frem, og så er vi klar til 1. akt, der foregår i Genua. Ligesom i "Nixon In China" og "Fidelio" bliver vi vidner til et politisk magtspil, og i SIMON BOCCANEGRA har det nærmest episk karakter.

Kiril Manolov er en magtfuld SIMON BOCCANEGRA, og hans stemme har også krop, men navnligt en overraskende finhed, der overbeviser os om, at også SIMON BOCCANEGRA rummer sjælens renhed.

Gisela Stille har en uantastelig vokal i dobbeltrollen som Maria og Amelia, og med betydelig værdighed konfronterer hun magtens mænd med deres til tider tvivlsomme moral.

Jens Søndergaard, der også spillede et anløbent magtmenneske i "Fidelio", er atter uhyre præcis - denne gang som skurken Paolo, og Gianluca Buratto imponerer med sin kraftfulde sang som Fiesco.

Gert Henning-Jensen er også ved god stemme denne aften, men spillet er faretruende tæt på det melodramatiske, og det er altså ikke det samme som dramatisk.

Christoph Hetzers ganske nydelige periodekostumer virker sært hjemløse i hans mastodont af en scenografi. Først mod slutningen, hvor konstrasten mellem livet indenfor og udenfor bliver fysisk konkret, opnår den en vis værdi, men da er det næsten for sent.

David Hermanns iscenesættelse har sin største kvalitet i formidlingen af Verdis musik, og dirigenten Paolo Carignani får Det Kongelige Kapel til at tage sig ud fra dets bedste side. Nævnes må også Steven Moore for en ekstraordinær indsats med Det Kongelige Operakor.

Så selv når det sindigt konstruerede plot trætter, så har man som tilskuer Verdis toner at glæde sig over hele vejen, og det viser sig at være fuldt ud tilstrækkeligt denne aften.

 

(Michael Søby)




 






 











 

I