BREEDER

★★☆☆☆☆

Jens Dahl har et nydeligt CV som manuskriptforfatter, men han kæmper stadig for at overbevise os om, at han også er en god instruktør.

Hans første spillefilm som instruktør var et kammerspil sminket som kriminalfilm forsynet den sprogligt intetsigende titel "Tre Ting". Filmen havde da også primært interesse som et stjernetopmøde med deltagelse af Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen.

I BREEDER kaster Jens Dahl sig ud i gysergenren, men desværre forgæves. En vis teknisk snilde kan ikke skjule et ubehjælpsomt manuskript, og både hovedrolleindehaveren Sara Hjort Ditlevsen og de fleste af hendes kolleger synes helt ladt i stikken.

Kun Signe Egholm Olsen formår at fastholde vores interesse som den kyniske Isabel, der har fæle planer for filmens unge piger. BREEDER virker stadig mere usammenhængende jo længere tid, der går. Den platte brug af gysereffekter såvel som den perverse voldfascination trætter, inden vi når i mål.

BREEDER nøjes derfor ikke med at være en ringe film indenfor sin genre, men fortjener også betegnelsen årets hidtil dårligste danske spillefilm.