-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG

★★★★★★


Jens Albinus takker af som chef for Husets Teater og gør det med manér. Alene i år er han ansvarlig for tre af årets mest velspillede forestillinger: "Det store stilehæfte", "Lille Eyolf" og nu "Se på mig når jeg taler til dig". Sidstnævnte er et relativt nyt stykke, hvor to medvirkende spiller fire karakterer - produceret i samarbejde med Odense Teater og Peter Dupont Weiss, forestillingens scenograf og iscenesætter.

Peter Dupont Weiss indleder forestillingens to dele med to danske evergreens, der på genial vis fremstår som skærende kontraster til de familierelationer, vi umiddelbart efter bliver vidner til. "Mor er den bedste i verden"... eller er hun?

De så godt som jævnaldrende Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll spiller ubesværet mor og søn i første del af den norske dramatiker Monica Isakstuens veldrejede skuespil, mens de i anden del ligeså uproblematisk agerer datter og far. "Giftes med farmand"? Naaah...

En halvkreds af stole udgør scenografien, hvilket fungerer udmærket uden at være exceptionelt. Til gengæld får Peter Dupont Weiss maksimalt ud af sine skuespillere.

Sarah Boberg, der burde havde opnået en Reumert-nominering tidligere på året for sine pragtpræstationer i "Min geniale veninde" og "Besat", har næppe være bedre end i denne forestilling. Hun har ikke blot udviklet sig til en teknisk dygtig skuespiller, men fremstår med en finhed i sine udtryk, der åbner op for nuancer, vi ikke før har set. Som moderen, der måske - måske ikke - tændte på at amme sin egen søn, men som også rystede ham lidt for ihærdigt, når han ikke kunne sove. Eller som datteren, der gav faderen lov til at holde bruseren, mens hun vaskede sit hår, men som hun trods alt kommer til at savne, nu hvor han er død.

Morten Hauch-Fausbøll har også haft en bemærkelsesværdig teaterkarriere, selvom han ikke altid har været lige forkælet med gode roller som sin kvindelige kollega. Men her nyder han tydeligvis at have noget at rive i. Både som sønnen, der på uforskammet vis blev en mand, og som den døde far, der liggende på den kolde jord må erkende, at han blev tiltrukket af sin egen datter. Men heldigvis var han ikke bange for at røre og redde hende, da en snehule braste sammen med hende indeni.

Samspillet mellem de to skuespillere får forestillingen til at leve i samtlige 85 minutter - samtidig med at vi ønsker os flere stykker fra den norske forfatterinde.

 

(Michael Søby)



 






 











 

I