-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

UNDER HUDEN

★★★★★★


Tidligere på året skabte teatergruppen Mærkværk en af sæsonens virkelige bundskrabere på Teater Grob, den demagogiske ungdomsforestilling "Frontløberne". Der er derfor med en vis bæven, at man bevæger sig helt ud på Teaterøen for at se deres seneste forestilling UNDER HUDEN, et samarbejdsprojekt med Teatret Møllen.

Men heldigvis viser det sig at være en forestiling, der er værd at se - især for unge og deres voksne. Emnet er sorg, og forekommer relevant - ikke mindst i en coronatid. For vi glemmer måske nogen gange, at også unge mister mennesker i deres liv. som står dem nært.

Julie Petrine Glargaard har udviklet sit manuskript i samarbejde med forestillingens skuespillertrio. I centrum står pigen Freja, som de medvirkende skiftes til at spille, når de ikke agerer Frejas forældre, venner etc. Det kan forekomme en smule forvirrende i starten, men falder efterhånden på plads, så vi kan koncentrere os om den væsentlige.

Frejas mor dør af kræft, og Frejda kæmper i lang tid med sorgen. Hun ikke bare føler sig forladt, men bliver faktisk også ladt i stikken af nogle af sine nærmeste, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere at være sammen med hende. For hvad siger man til en person, der er lammet af sorg, fordi vedkommende har mistet sin allernærmeste relation?
Vi hører også om vennerne Jon, Nicoline og Alberte, der faktisk også har haft deres at slås med og som også kender til savn og sorg, selvom de ikke umiddelbart relaterer deres personlige tab til Frejas.

Anne Gry Henningsen finder nogle ganske rørende udtryk som pigen, der har mistet sin bror. Casper Sloth tegner et bevægende portræt af Jon, der i en periode var en slags adoptivsøn i Frejas hjem og havde nogle værdifulde snakke over en kop kaffe med den nyligt afdøde mor. Connie Tronbjerg er morsom som pigen Nicoline, når hun hvæser "Altid frejdig når du går", efter at hendes egen sang er blevet kritiseret. Men hun kan også mobilisere en pludselig ømhed som den forladte Freja, der pludselig får uventet besøg på årsdagen for moderens død.

Instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen veksler smukt mellem Frejas historie og de andres, og bruger fikst Mona Møller Schmidts enkle men velfungerende spejl-scenografi til at behandle et tungt emne med en betydelig lethed og dynamik. Læg dertil Klaus Risagers fintfølende lydkulisse og du har en forestilling, der nok skal vække frugtbar debat på den kommende turné rundt om i landet.

 

(Michael Søby)





 






 











 

I