-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

CYRANO

★★★★★★


Edmond Rostands hovedværk "Cyrano de Bergerac" oplever i disse år en ganske renaissance, som man kan tilskrive en længsel efter sproglig ekvilibrisme.

I en tidsalder, hvor mobiltelefoner truer med at reducere sproget til smileys, giver dette ordmæssige overflødighedshorn mening, og alene herhjemme har vi i de seneste år kunne opleve opsætninger på både på Aalborg Teater og i det kongelige skuespilhus såvel som en prisbelønnet film om forfatteren.

Transmissionen fra The Playhouse Theatre i London er en del af National Theatres såkaldte Live Broadcasts, og har selveste James McAvoy i den altdominerende hovedrolle som både José Ferrer og Gérard Depardieu triumferede i på film. Martin Crimp har i sin oversættelse moderniseret replikkerne, men alligevel valgt at beholde en form for poetisk rytme i sproget undervejs - uden dog at nå helt samme højder.

Scenografisk forekommer forestillingen uhyre enkel, og enhver form for etnisk realisme jvnf. datidens Frankrig har iscenesætteren Jamie Lloyd forsaget for at imødekomme nutidens diversitetskrav.

I denne opsætning er sproget en magtfaktor, som kun de veluddannede eller de rige sædvanligvis har adgang til. Dermed bliver CYRANO, som stykket ganske passende hedder i denne opsætning ikke så meget en historie om en stornæset mands ulykkelige kærlighed til pigen Roxanne, men snarere en fortælling om social ulighed og konsekvenserne deraf.

Det er primært opsætningens relevans, der forklarer hvorfor den modtog årets Olivier-pris som årets genopsætning. James McAvoy var også nomineret for sin dynamiske rå præstation -uden den ellers obligatoriske kunstige næse, men fik til gengæld en næse i prissammenhæng.

Vinderen Andrew Scott kan ligesom opleves i sin prisbelønnede præstation i Noel Cowards "Present Laughter" på flere af Cinemaxx-biografernes lærreder rundt om i landet - i lighed med CYRANO.





 






 











 

I