MY DEAR HUNTER

★★★★☆☆

Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret har indgået et usædvanligt samarbejde inspireret af Michael Ciminos Oscar-belønnede film "The Deer Hunter". Et portræt af kontrasterne mellem det fredelige provinsliv og den livsfarlige krigszone, og en skildring af (Vietnam-)krigens konsekvenser for tilsyneladende almindelige mennesker.

Instruktøren Tue Biering lader de fire ex-soldater Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Otsen, Palle Würtz og Sara la Cour berette om deres krigserfaringer, mens en blodig klump hjortekød sprutter på panden.

Fælles for dem er posttraumatisk stress, der har vendt op og ned på deres tilværelse, men også det manglende selvværd, der synes at være den røde tråd undervejs.

Heldigvis får Tue Biering også vist os deres kvaliteter, så vi både kan håbe og tro, at de trods nuværende problemer alligevel har en fremtid.

Alle fire udtrykker sig både klart og præcist, og det er Tue Bierings fortjeneste, at de alle tilmed fremstår troværdige. Selvom de har følt sig glemt, overset og dårlig behandlet, så er de hverken ofre eller tåbere på grund af deres handlinger.

Deres deltagelse i en forestilling af denne type vidner om, at de ikke er glemte, og også de har muligheden for at se fremad.

(Michael Søby)