JAN SCHOU

★★★★☆☆

Erindringer fortalt til Lukas Birch

Birch Forlag

Revyveteranen Jan Schou har fortalt sine erindringer til det unge revytalent Lukas Birch, og det er der kommet en lun og befriende uprætenciøs bog ud af. De mange festlige billeder vidner om et farverigt liv, og Jan Schou får også lov til at vise andre facetter af sin personlighed i disse “memoirs”, der modsat mange af Sejr Volmer-Sørensens “nyheder” virker oprigtige.

Jan Schou har arbejdet med alle, der har været værd at arbejde med i revybranchen, og enkelte andre, og har både blik for dejligheder og dårskaber. Anekdoter om Grethe Sønck, Dario Campeotto, Elga Olga og mange andre kolleger er oftest vittige og altid kærlige.

Jan Schou åbner også op om familie- og privatlivet, men ikke på den udleverende indiskrete facon. Vi får også kendskab til hans humanitære arbejde, og intentionerne bag, men uden en snert af selvforherligelse.

Lukas Birch har været Jan Schou en god formidler, og man fornemmer, at bogen er tro mod den portrætterede, og det er i virkeligheden det allervigtigste. Den er tilmed layoutet, så den fremstår letlæselig, og bagerst i den ca. 260 siders bog finder man et brugbart navneregister.

Skulle man efterlyse noget, må det være en oversigt over, hvad Jan Schou har været med i hvornår. Især når det af indholdsfortegnelsen fremgår, at det afsluttende kapitel ikke kom med alligevel! Men vi får heldigvis et opslag med plakater fra de mange Rottefælde-revyer Jan Schou har stået i spidsen for. Der står han heldigvis stadig – som kunstnerisk leder af Danmarks ældste revy.

Hans lydhøre samarbejdspartner Lukas Birch er i øvrigt leder af Danmarks yngste revy – i Jægerspris.

(Michael Søby)