TOP GUN

★★★☆☆☆

Tony Scotts karriere stod i mange år i skyggen af storebror Ridley Scotts. Men en Emmy for TV-filmen "A Gathering Storm" med Albert Finney som Winston Churchill og Vanessa Redgrave som hans viv indgød respekt i branchen og spillefilmen "Top Gun" blev en betydelig publikumssucces og vandt sågar en Oscar for sangen "Take My Breath Away".

Tidens tand har gnavet hårdt i "Top Gun" med dens forældede kønsroller, og man får faktisk mere ud af at se filmen gennem Quentin Tarantinos karakters øjne jvnf. filmen "Sleep With Me." Han betragter filmen som en historie om Mavericks kamp med sin homoseksualitet. Hans kæreste hedder Charlie og tager mandetøj på, når hun skal forsøge at fange hans opmærksomhed. Men han virker mest optaget af rivaliseringen med Val Kilmers Iceman.

Val Kilmer og hans slæng repræsenterer homoseksualiteten – tydeligst i scenerne fra omklædningsrummet, der synes iscenesat, som var vi i en bøssesauna. Og så må vi ikke glemme nøglereplikker som “You can be my wingman anytime” og “I want somebody’s butt, I want it now!”

Tom Cruise har da også i årtier kæmpet med bøsserygter, og hans lidenskabelige scene med Brad Pitt i "Interview of a vampire" bragte kun brænde til bålet.

Allerede ved filmens fremkomst kaldte den anerkendte amerikanske filmanmelder Pauline Kael "Top Gun" for "en skinnede homerotisk reklamefilm". Set i det lys bliver filmen næsten ufrivilig komisk og betydelig mere underholdende, fordi Tom Cruises spil ikke virker helt så flat som ved filmens premiere.

Tony Scott tog sit eget liv, inden han fik lavet en fortsættelse, men det kunne være skægt at se en efterfølger, der vedkendte sig den ubevidste undertekst filmen har. Det bliver dog næppe med Tom Cruise i hovedrollen, for selvironi har aldrig været en af hans forcer – hverken på film eller i virkeligheden.