FAGRE VOKSNE VERDEN

★★★★★☆

Det siger noget om Mike Nichols’ storhed, at selv ikke en mesterlig film som FAGRE VOKSNE VERDEN ("The Graduate") kan betegnes som hans hovedværk. Ligesom Orson Welles skabte han sit hovedværk fra start, men hvor Welles fik en karriere domineret af konkurser og kunstneriske flops, så vedblev Mike Nichols med at være USAs mest succesfulde film- tv- og teaterinstruktør.

Mike Nichols’ debutfilm "Hvem er bange for Virginia Woolf? med stjerneparret Elizabeth Taylor og Richard Burton i deres livs roller opnåede intet mindre end 13 Oscar-nomineringer, og er stadig den eneste film, som har opnået nomineringer i samtlige mulige kategorier. Den vandt 5, men ingen til Mike Nichols, så da Nichols samme år hittede med komedien FAGRE VOKSNE VERDEN ("The Graduate"), måtte Det Amerikanske Film Akademi naturligvis give ham en instruktør-Oscar for den, selvom "Hvem er bange for Virginia Woolf?" til stadighed er den kunstnerisk overlegen på alle fronter.

FAGRE VOKSNE VERDEN gjorde med eet slag den unge Dustin Hoffman til verdensstjerne – med en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle som tydelige bevis.

Anne Bancroft havde nogle år forinden scoret en Oscar for sin energiske indsats som den døvstumme Helen Kellers ihærdige lærerinde i Arthur Penns "Helen Kellers triumf". Nu overraskede som barberbladsskarp komedienne i en stor birolle, der i kraft af hendes spil fik karakter af en hovedrolle.

Omvendt havde den unge yndige Katherine Ross rollen som hendes datter, der forelskede sig i Dustin Hoffmans antihelt, men Ross havnede i en birolle-kategorien i Oscar-sammenhæng. Hun forekom nydelig men også underlig fjern, og bortset fra hendes kvindelige hovedrolleindsats i George Roy Hill "Butch Cassidy og The Sundance Kid" hører hendes bidrag til filmhistorien blandt bagatellerne.

FAGRE VOKSNE VERDEN forekommer stadig relevant på grund af sit generationsopgør, der foregreb ungdomsoprøret i 1968. Filmens soundtrack med en overflod af Simon & Garfunkel-evergreens hittede overalt, selvom sangen "Mrs. Robinson" (navnet på Anne Bancrofts nyfoman) oprindeligt var tænkt som en hyldestsang for "Mrs. Roosevelt".

Mike Nichols fortsatte sin utrolig karriere med at producere James Ivorys Robert-belønnede "Resten af dagen" og triumferede desuden som instruktør med mini-serien "Engle i Amerika", hvor både han, Al Pacino og Meryl Streep vandt "Emmy"-priser. En af hans sidste store teateropsætninger blev "Mågen" i Central Parks Delacorte Theatre med Meryl Streep og Philip Seymour Hoffman i rystende samspil.

Men nu gælder det FAGRE VOKSNE VERDEN, der fortjener at blive set – og genset – på et stort lærred i en biograf.