★★★★☆☆
Dansk Danseteater kan fejre et fornemt 40-års jubilæum med den ambitiøse men ikke uproblematiske danseforestilling KENTAUR, der tager sig flot ud på Skuespilhusets store scene.
Teatrets kunstneriske leder Pontus Lidberg har tænkt store tanker om det moderne menneske versus den kunstige intelligens, og på scenen bliver danserne dirigeret af en computerstemme på et elektronisk kort, mens man proicerer dansernes bevægelser og data på en storskærm.
Teknisk og filosofisk set et interessant projekt udviklet i samarbejde med Cecilie Waagner Falkenstrøm og tilsat Ryoji Ikedas imponerende lyd- og videodesign med Tomonaga Tokuyama som ansvarlig for visualisering af computer-programmeringerne. Raphael Frisenvænge Solholm tegner sig for både scenografi og lysdesign, og alle komponent på det plan fungerer også upåklageligt.
Men hvad med koreografien? Og danserne? Vel er det en udfordring at skulle lade sig styre af en art Kentaur (i dette tilfælde 50 % menneske og 50 % kunstig intelligens), men rent danseteknisk byder forestillingen ikke på de store udfordringer for de fleste af kompagniets dygtige dansere.
I al for lange passager ligner bevægelsesmønstrene hinanden, og leveres med en generel upersonlighed, det muligvis er bevidst, men som også spænder ben for publikums engagement.
Vi bliver ikke for alvor provokeret af, at en af dansernes IQ nævnes eller at en af de kvindelige dansere bliver bedt om at klæde en af de mandlige dansere af. Kun en enkelt af de øvrige dansere får lov til at vise sit potentiale.
Mest af alt reduceres danserne til brikker i et spil, og det vil nogen givet finde åndeligt stimulerende, mens andre ville have foretrukket, at de rent faktisk fik lov til at vise, hvad de kunne.
Det er den tradition, som Dansk Danseteater har, og som Pontus Lidberg bør bygge videre på, og enhver form for fornyelse bør ske i respekt for denne tradition. Det prætentiøse, arrogante og ekstremt elitære klæder ikke Dansk Danseteater, og når det kræves af gæsterne, at de skal downloade en app på deres smartphone for at kunne læse om aftenens forestilling i teatret, så har man ikke i tilstrækkelig grad respekt for publikums ofte meget forskellige behov.
Skal Dansk Danseteater også kunne fejre 50 års jubilæum, så kræver det en bedre balance mellem det publikumsvenlige og de kunstneriske ambitioner. Moderne dans behøver ikke være krukket og fortænkt, men må gerne have en umiddelbarhed og en vilje til vække følelser hos tilskuerne.
(Michael Søby)
