SMASK

★★★☆☆☆

På Mungo Park i Allerød byder man i øjeblikket på "en uromantisk komedie om hjertesorger" under titlen SMASK. Tre unge dramatikere – Zakiya Ajmi, Rasmus Krone og Marie Bjørn – har bidraget til forestillingen med tre monolog-agtige tekster, der er blevet samlet til en form for hele af iscenesætteren Anastasia Nørlund. Mere lovende end helstøbt, mere sjovt end dybt, men er man til en let dramatisk tre-rettersmenu, hvor hver ret i det mindste synes at have sin egen litterære smag, så er SMASK absolut en mulighed.

Man kan i al fald ikke klantre skuespillerne noget, for Sara Fanta Traore, Henrik Prip og Nana Morks yder alle bemærkelsesværdige fine præstationer.

Sara Fanta Traore er således både rørende og lidt uhyggelig i "med venlig hilsen din ekskone" som fraskilt mor, der ikke kan lade være med at kontakte sin eksmand angående deres datter, og som efterhånden er så ensom, når datteren er hos sin far, at hun kun har datterens flabede tøjdyr at tale med.

Sara Fanta Traore dukker også som slet maskeret blondine i anden del, "Allehelgensaften". Her okser hun rundt for at ordne dit og dat, mens Henrik Prips provokerende mand forbliver sofavælger. Han får dog et skræmmende besøg, (Nanna Morks i makaber udklædning) for det er jo "Halloween".

Henrik Prip er ligeledes veloplagt i forestillingens tredje og sidste del, "Klubben" som lægen, der desperat forsøger at få folk til at afvikle deres problemer på et grine-kursus – herunder sin egen datter. Nana Morks synes på een gang ganske bevægende og virkelig sjov som hans tudevårne pigebarn, der har det med at forelske sig ulykkeligt i alle, hun møder.

Dramatikerne har med andre ord meget at være skuespillerne taknemmlige for, og selvom ingen af teksterne fremstår som fejlfri, så der i al fald muligheder for hovedrolleskuespillerne i dem alle tre.

Vil man nå at se Sara Fanta Traore, skal man være hurtig, da hun går på barsel en god ugestid efter premieren, hvorefter den ligeledes talentfulde Rikke Westi tager over.