★★★☆☆☆
Filmen starter faktisk ganske lovende. En fraskildt kvinde ankommer sammen med sin to nørdede børn til en faldefædig bygning, som de har arvet efter deres slægtning, en afdød "Ghostbuster".
Det giver muligheden for at støve hele Ghostbuster-universet af endnu engang, og samtidig gøre handlingen mere appetitlig for et ungt publikum. Filmens producent Ivan Reitman er garant for nostalgifaktoren, og vi får ikke blot et gensyn med flere af de originale stjerner, men også et genhør med filmens Oscar-nominerede titelsang.
Om det var lydniveauet i Imperial bio, der måske lå for højt ved pressevisningen, eller om filmens instruktør Jason Reitman blot havde skruet ekstra højt om for lydeffekterne, kan være svært at vurdere, men lydstyrken forekom i al fald momentvis ubehagelig høj undervejs.
Til gengæld nød man faktisk spillet i filmens første halve time, før efffektjageri tog over. Carrie Coon har nemlig en dejlig naturlighed, som den ikke helt perfekte, men derfor også meget genkendelig mor.
Finn Wolfhard er hendes dovne søn, der dog komme lidt op i gear, da han forelsker sig i en af de lokale piger. Mckenna Grace agere hans opfindsomme søster, der kurtiseres af en ret morsom fyr, der kalder sig podcast og som spilles af Logan Kim. Nævnes bør også den normalt rigeligt selvnuttede Paul Rudd, der her for en gang skyld leverer en ægte charmerende præstation, som børnenes ikke altid lige pædagogiske lærer.
Desværre glemmer Jason Reitman at interessere sig tilstækkeligt for sine karakterer, da effektjageriet sætter ind, og 124 minutter synes under alle omstændigheder lige i overkanten af hvad dette spøgelsespjank kan bære. Men blive hængende under rulleteksterne, hvis du vil have et gensyn med bl.a. Sigourney Weaver.
