CHARLATAN

★★★★★☆

Polskfødte Agnieszka Holland må efterhånden være den kvindelige instruktør, der står forrest i køen om en æres-Oscar. Hun har været assistent for både Krzysztof Zanussi og Andrzej Wajda, men fik sin officielle filmuddannelse i Tjekkoslovakiet, og har siden skabt en en lang række bemærkelsesværdige værker, der har fået international opmærksomhed.

"Olivier, Olivier", "Europa Europa", "Total Eclipe", "In Darkness", "Spoor" og nu "Charlatan vidner om et stort og alsidigt talent, der aldrig helt har fået den opmærksomhed i Danmark, som hun fortjener.

"Charlatan" er en vidunderlig kompleks historie med rod i virkeligheden om en healer, der i 30’erne opnåede stor anerkendelse ved at trodse den gængse lægevidenskab og tro på den alternativ behandling.

Han insisterede på at behandle fattige såvel som rige, hvilket i sagens natur også indebar magtfulde nazister og efter krigen ligeså magtfulde kommunister. For en tid stod han under Tjekkoslovakiets præsidents beskyttelse, men efter dennes død, ændrede den politiske virkelighed sig atter, og han stod pludselig anklaget for at være en charlatan.

Hans situation blev ikke lettere af, at man mistænkte ham for at stå i forhold til den mandlige assistent, som han levede sammen med det meste af livet efter et mislykket ægteskab.

Ivan Trojan yder en mageløs og magtfuld præstation i hovedrollen, og det er hans egen søn Josef, der spiller ham som yngre. Juraj Loj yder en fortræffelig indsats som assistenten, og det siger noget, om Agnieszka Hollands format, at hun både får den store episke historie og den intime menneskelige tragedie til at fungere.

CHARLATAN var med i Oscar-ræset og burde have opnået en Oscar-nominering som bedste internationale film, men som vi ved, går det ikke altid umiddelbart efter fortjeneste. Men æres-Oscar’en bliver det stadig sværere for Det Amerikanske Filmakademi at komme udenom.