CINEMA MADE IN ITALY 2021

21. – 24. November i Grand

Italienske film er efterhånden en sjældenhed i de danske biografer. Derfor bør man i den grad benytte chancen for at se nogle af de herhjemme mest oversete kvalitetsfilm fra de senere år i forbindelsen med CINEMA MADE IN ITALY-festivalen i Grand.

Her lægger man ud med den stjernebesatte LACCI, der har intet mindre end tre af landets mest fejrede skuespillerinder på rollelisten: Alba Rohrwacher ("Miraklerne"), Laura Morante ("En latterlig mands tragedie") og Giovanna Mezzogiorno ("Vinduet overfor").
Den anerkendte instruktør Daniele Luchetti stiller skarpt på, hvordan et forældrepars beslutning kan påvirke tilværelsen for deres børns liv selv mange år efter.

Skuespilleren Elio Germano ydede to store prisbelønnede skuespillerpræstationer i film af Daniele Luchetti, henholdsvis "Min bror er enebarn", som indbragte ham sølvbjørnen på Berlin Filmfestivalen og "La Nostra Vita", der udløste Cannes filmfestivalens pris for bedste mandlige hovedrolle. Men spørgsmålet er, om den følsomme skuespiller ikke har sit livs rolle i VOLEVO NASCONDERMI ("Hidden Away") af Giorgio Diritti. Her tegner Elio Germano et uforglemmeligt portræt af den psykisk syge kunstner Toni Ligabue, der måtte tilbringe en stor del af sit liv på institutioner, men alligevel opnåede et betydeligt omdømme og respekt fra sine kollegaer.

Med sit forbløffende kropssprog formår Elio Germano at vise udvikling fra emotionel krøbling til en mand med et anstændigt liv, egen motorcykel og grammofon. For sin bedrift modtog han ganske sensationelt prisen for bedste mandlige hovedrolle på filmfestivalen i Berlin – for anden gang!

Gianfranco Rosi har allerede skabt sig sin egen niche i filmhistorien med sine billedskønne dokumentarfilm "Sacro GRA" og "Havet brænder" ("Fuocoammare"), der blev belønnet med de største æresbevisninger på filmfestivalerne i Venedig og Berlin (Guldløven og Guldbjørnen).

Hans seneste film NOTTURNO fokuserer på de mennesker, der kæmper for at overleve i et krigshærget mellemøsten. Gianfranco Rosi viser også denne gang sit billedkompositoriske mesterskab og "Notturno" blev for første gang hædret af filmjournalisterne i sit hjemland via det italienske filmsyndikat.

Filmveteranen Marco Bellocchio, der skabte centrale værker i den italienske filmhistorie som "I pugni in tasca" ("Fists in the Pocket"), "Salto Nel Vuoto" ("A Leap in the Dark") og Mussolini-filmen "Vincere", er også repræsenteret på festivalen med IL TRADITORE ("The Traitor").

Et ætsende filmisk opgør med den Mafia, der så længe, man kan huske, har forgiftet det italienske samfund og giver landets politiske ledelse et tvivlsomt ry. Filmen har modtog stor anerkendelse i sit hjemland, og var tilmed en af Marco Bellocchios største publikumsuccesser i en karriere, der efterhånden har strakt sig over 6 årtier.

"I PREDATORI" ("The Predators") vandt en manuskriptpris på Venedig filmfestivalen, og er en sort komedie af instruktørtalentet Pietro Castellitto. Ligesom i den koreanske Oscar-vinder er det sammenstødet mellem de sociale klasser, der er filmens omdrejningspunkt, men med sin helt egen – meget italienske – tone. Både mennesker med høj og lav status føler sig ikke hævet over at bruge endog meget utraditionelle metoder i kampen for selvretfærdighed.

Hleb Papous IL LEGIONARIO ("The Legionnaire") varer kun 82 minutter og er dermed festivalens korteste film, men måske også den mest intense. Den kan sammenlignes med den franske prisvinder "Les Misérables" (nej, ikke musicalen"), der omhandlede lokale gadeuroligheder, der udviklede sig til en brutalt sammenstød mellem et moralsk forarmet politi og fattige indvandrere.

I IL LEGIONARIO følger vi Daniel, der eneste officer med mørk hud i Roms uropatrujle. Han må ikke blot slås med racisme på arbejdspladsen, men tvinges også ud i et opgør med det miljø, han selv stammer fra.

Sidst men ikke mindst byder FILM MADE IN ITALY også på et gensyn med LE CONSEGUENZE DELL’AMORE ("The Consequences of Love") af den snart Danmarks-aktuelle Paolo Sorrentino.

LE CONSEGUENZE DELL’AMORE var gennembrudsfilmen, der gjorde den internationale filmverden opmærksom på Toni Servillos store skuespillertalent, og Paolo Sorrentinos stilistiske mesterskab fornægter sig heller ikke.

I December følger så Danmarks-premieren på hans seneste film "È stata la mano di Dio" ("The Hand of God"), der vandt flere priser på Venedig filmfestivalen og som nyligt er udpeget som Italiens officielle Oscar-bidrag.

Men skynd dig i biografen og nyd denne perlerække af italienske film, mens tid er. Du vil ikke fortryde det.