★★★★★☆
Paul Thomas Anderson har netop fundet en BAFTA for sit originale manuskript til LICORICE PIZZA, som han også selv har instrueret. Dermed er han favorit til sin allerførste Oscar, hvilket man principielt under ham efter 11 nomineringer og på trods af, at Kenneth Branagh fortjener at vinde for sit mesterværk "Belfast" efter 8 nomineringer i 7 forskellige kategorier.
Havde filmen været en romance mellem en 25-årig dreng og en 15-årig pige vil mange givet have fundet filmen klam, men nu er den i stedet om en 25-årig pige, der nærmest modvilligt forelsker sig i en selvfed men også kærlig 15-årig dreng, og så er modtagelsen tydeligvis en anden, selvom den egentlig ikke burde være det.
Men LICORICE PIZZA er ret uimodståelig, en nostalgisk kærlighedshistorie, der forsager konformitet og favner livet i alt dets mangfoldighed. Alana Haim får et eklatant gennembrud som filmens atypiske heltinde, og selvom man ikke helt forstår hendes betagelse af den bøvede Gary (tilpas fjollet fremstillet af Cooper Hoffmann), så er sandheden nok, at Alana sjældent har været heldig med sine bejlere.
Filmen rummer en række gæstestjerner, der portræterer en række af 70ernes kendte ansigter. Selvom nogle af karaktererne kun har et enkelt navn til fælles med de pågældende stjerner, så genkender vi alligevel Lucille Ball, William Holden og – sjovest – Barbra Streisands daværende kæreste Jon Peters, som Bradley Cooper morer sig med at spille.
Filmens potente soundtrack understreger nostalgifaktoren, så derfor kan Paul Thomas Andersons mest mainstream film ironisk nok bliver den, som skaffer ham den gyldne Oscar-statuette.
