GANLØSE REVYEN 2022

★★★★★☆

Årets suverænt hyggeligste krorevy finder man i Ganløse. Der er også her, at man forud for revyen indtager et af de bedste måltider i hele RevyDanmark, og hvor der altid hersker en skæv, lidt fræk og hjertelig stemning – på scenen såvel som blandt serveringspersonalet.

I år har scenesætter Michel Castenholt være velsignet med fire dygtige revykunstnere, der tilmed emmer af godt humør, så det forplanter sig til salen.

Anne Karin Broberg og Michael Hasselflug udgør en formidabel duo – hvad enten de spiller et kronisk uenigt ægtepar eller agere kriseramte antikvitetshandlere, der viser sig omstillingsparate og kaster sig ud i porno.

Anne Karin Broberg optræder også i flere solonumre, og er bedst som karsk overklassefrue i en barsk tekst om "min aupair" forfattet af revy-veteranen Carl-Erik Sørensen.Anne Karin Broberg udgør også et festligt makkerpar med Sara Gadborg bl.a. som to uskyldige medlemmer af "DR’s pigekor" og som to alt andet end uskyldige kvinder i "Putin er en bitch". Begge damer synger fortræffeligt, og Sara Gadborg viser tilmed i et solonummer, at hun kan jodle, så både Kaptajn von Trapp og Hansi Hinterseer ville have overgivet sig. Hun kan også spille på vare-scanner, og er i det hele taget en gevinst for revyen.

Unge Lukas Birch er aftenens hovedlevendør af tekster, og har generelt en god fornemmelse for GANLØSE REVYENs helt særlige stil og tone. Blandt andet i et af Martin Knudsens mest velfungerende solonumre, der ironisk nok hedder "Ikke noget solonummer til mig".

Også Ulla Jessen, en af Ganløse Revyens virkelige stjerner, bidrager til årets Ganløse revy med ordene bag endnu en hyldest til den danske sangskat. Den fremføres af et i sandhed trøstesløst kor, der atter får lattertårerne til at trille.

Kapelmester Christian Dahlberg og hans musiker Josef Aarskov sørger for kyndig musikledsagelse, der kulminerer i et overdådigt Keld Heick-potpourri med mesteren selv, Fru Hilda og Birthe Kjær i salen. Festligere finale på en sprudlende revy fås ikke.

Ganløse Kros direktion Jan Bergmann og Kenneth Funch Molander kan ånde lettet op. Succesen er hjemme.

(Michael Søby)