AT LÆRE AT DØ

★★★★★☆

Viktor Tjerneld fik sit store gennembrud på Mungo Park med forestillingen "Spejlmanden" og hans radikale udgave af Henrik Ibsens "En Folkefjende" på Nørrebro Teater blev kåret til årets teaterforestilling (2021) af cphculture.dk. Nu scorer han hattrick med AT LÆRE AT DØ, der meget vel kan være den bedste forestilling om kilmakrisen, vi nogensinde har set på dansk grund. Mungo Park har produceret og forestillingen spiller p.t. på Grønnemose Skolen.

To mennesker mødes ved den selvsamme sten, og selv om de ser meget forskelligt på verden, så finder de alligevel en form for fælles fodslag.

Hun er depressiv folkeskolelærer, der får vejrtrækningsproblemer under skolens klimauge, fordi hun skal forsøge at holde humøret oppe hos eleverne, selvom ingen seriøse klimaundersøgelser understøtte denne optimisme.

Han er nyansat i miljøforvaltningen med ambitioner, der går langt videre end vegetarmad i kantinen, men skal samtidig tilse byggeriet en ny industrihavn, når byens sidste skovområde lige er ryddet.

Hun går til psykolog og han går til sin demente mor, men ingen af dem synes at få de svar, som de ønsker.

Viktor Tjerneld har skrevet et dybt provokerende stykke, som han krydrer med interviews med børn om deres viden og frygt for klimaet. Spørgsmålet er ikke længere, hvad vi kan gøre for klimaet eller hvordan kan vi mindske den enorme miljøskade, vi selv har bidraget til, men snarere hvordan lærer vi at dø?

Kulsort humor strømmer gennem teksten, og Tjerneld har fundet de helt rigtige skuespillere til at formidle sine tanker. De har næppe nogensinde været bedre, og Tjernild får os tilmed til at se nye perspektiver i deres talent.

Rikke Westi får noget, der ligner et gennembrud som den stakkels Elin, der er på sammenbrudets rand. Westi spiller også den rapkæftede mor til klimaoptimisten Andreas, spillet med både lune og kampgejst af Sebastian Aagaard-Williams, der også illuderer som Elins psykolog.

Westis Elin dirrer af harme og angst, og følelserne sidder uden på tøjet. Rikke Westi har tilsyneladende direkte adgang til dem alle.

Aagaard-Williams imponerer med sin dramatiske spændvidde. Fra at være systemets mand, bliver han hurtigt dets offer. Mungo Parks ungdommelige poet har heldigvis også et betydeligt temperament. Intet synes ham umuligt længere.

AT LÆRE AT DØ er på ingen måder en forestilling for børn, selvom man i starten næsten tror det. Den tjener som absurd frustrationsfortynder, og får os forhåbentlig til at handle.

(Michael Søby)